Har vi en særlig dansk nøgle til fremtiden for kunstig intelligens?
Selvom vores virksomhed inden for kunstig intelligens måtte strække våben i kampen mod giganter som Microsoft, Google og OpenAI, har vi høstet uvurderlige erfaringer. Her følger fem konkurrencefordele, Danmark har som land og kultur.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Da jeg byggede en international vækstvirksomhed inden for generativ kunstig intelligens (AI), var det en yderst krævende opgave at have hovedkontor her i Danmark. Det var det, fordi vi fra starten af var i direkte konkurrence med globale giganter som Microsoft, Google og OpenAI. Det gav naturlige begrænsninger i forhold til både talent, kapital m.m.
Omvendt lykkedes det os de seneste år at hente tocifrede millioninvesteringer; skaffe kunder i +100 lande og være frontløbere inden for teknologien, indtil vi til sidst måtte strække våben og tabte kampen.
Som co-founder og teammedlem tog jeg imidlertid en lang række uvurderlige erfaringer med mig videre fra de seks år med AI i hverdagen. Jeg er bl.a. optaget af at blive klogere på, om vi herhjemme har en særlig dansk nøgle til fremtiden? Det kunne være inden for kunstig intelligens, og det handler om at blive helt skarp på, hvor vi bør fokusere vores energi, når det gælder forretningsudvikling, innovation og eksport.
Jeg har naturligvis ikke det endegyldige svar, men jeg har samlet egne og andres erfaringer i nedenstående fem konkurrencefordele, vi har som land og kultur. De kan også inden for kunstig intelligens være særdeles værdifulde dels at gøre hinanden opmærksomme på, dels at få udnyttet, når vi skal sikre, at vi ikke blot er parate til fremtiden, men skaber den.
1. Stærk digital infrastruktur: Danmark har en af de højeste internetpenetrationsrater i verden og samtidig en veludviklet digital infrastruktur. Det gør os i stand til hurtigt at implementere nye teknologier, og det giver vores virksomheder mulighed for at eksperimentere med og skalere AI-løsninger uden større tekniske barrierer. Derfor er det oplagt, at vi kigger på mulighederne i forhold til de dataintensive AI-applikationer og forretningsmulighederne i at udvikle og teste cloud-baserede AI-løsninger, der så sidenhen kan eksporteres globalt.
2. Avanceret dataetik og tillid: Vi har som land en tradition for stærk regulering af databeskyttelse. Vi har samtidig en høj grad af tillid blandt borgere og virksomheder, og den tillid kan vi bruge som en konkurrencefordel ved eksempelvis at eksportere AI-løsninger til markeder, hvor datasikkerheden er en langt større bekymring. Vi kunne eksempelvis satse på områder som finans og sundhed, da det er to sektorer, hvor AI-modeller, der er udviklet under strenge etiske retningslinjer, typisk er lettere at sælge på globalt plan.
3. Stærkt offentlig-privat samarbejde: Traditionen for samarbejde mellem universiteter, virksomheder og myndigheder i Danmark er en vigtig drivkraft for innovation – også i forhold til AI. Et godt eksempel er AI Innovation House i Vejle, der fungerer som et hub for samarbejde mellem offentlige institutioner og tech-virksomheder. Sådanne samarbejder gør det muligt at udvikle skalerbare løsninger, der kan testes i Danmark og eksporteres til udlandet. F.eks. kan AI-løsninger udviklet til offentlig transport eller energisektoren have potentiale på andre markeder, der ønsker at optimere lignende sektorer.
4. Fokus på bæredygtighed: Danmark er stærkt positioneret globalt inden for grøn teknologi, og det kan kobles med AI til at udvikle bæredygtige løsninger til eksport. Lige nu er AI i et besynderligt paradoks, når vi taler miljø og klima. På den ene side er der en relevant bekymring for, hvorledes de massive mængder af data, som går igennem generativ AI-værktøjerne, vil belaste klimaet, og på den anden side er der ingen tvivl om, at AI kommer til at spille en vigtig rolle i fremtidens forbedring af miljø og klima. Derfor handler det om at være globale ledere i forhold til begge disse dagsordner, og det vil være oplagt, at vi f.eks. eksporterer teknologier, hvor AI hjælper med at optimere energiforbrug i bygninger eller forbedrer styring af vedvarende energi.
5. Kultur for kreativitet og problemløsning: Trods janteloven og andre begrænsende mindsets har vi fortsat en arbejdskultur, som fokuserer på samarbejde, kreativitet og innovativ tænkning.
Når jeg arbejder med alt fra store corporates til mindre vækstvirksomheder, betoner jeg derfor altid, at vi alene qua vores kultur for kreativitet og problemløsning har gode betingelser for at udvikle unikke AI-løsninger, der kan løse komplekse problemer.
Man ved fra forskningen, også inden for udvikling og eksport af AI, at en kultur, der fremmer eksperimentering og iterative udviklingsprocesser, er essentiel for at skabe succesfulde løsninger og eksport.

