Der ønskes flere billigere boliger i byerne
Billige og betalbare boliger er en ældgammel debat der blusser op igen og igen. I nutidens politiske perspektiv er det et emne, der er oplagt til boligpolitiske trepartsforhandlinger. Det kan være en super god ide at tænke nyt og ikke mindst ud af boksen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er et gammelt politisk ønske, at der skal være flere billigere boliger i byerne. Det er ikke en debat, vi kun har i Danmark, men faktisk over hele Europa.
Det stærke ønske står bl.a. klart ved, at den nye danske EU-kommissær Dan Jørgensen faktisk har fået til opgave at sikre billigere boliger til folket på tværs af Europa. Formålet er hæderligt, og det er svært at have den modsatte holdning, nemlig at der ikke skal være betalbare boliger i byerne.
Jeg er på ingen måde politisk analytiker, men jeg må forstå, at en moderne måde at løse politiske problemer på her i Danmark er ved at lave trepartsforhandlinger. I min nyhedsstrøm i den forgangne uge dukkede overskriften så op om boligpolitiske trepartsforhandlinger.
Det er vildt spændende, at nye boligpolitiske tiltag kan bringes på banen. Jeg synes, man skal være åben for nye løsninger og perspektiver.
Når det er sagt, så tror jeg, at den nemmeste måde at sikre billigere boliger på er ved at øge udbuddet af boliger de steder, hvor folk gerne vil bo. Et større udbud vil presse priserne ned. Markedet er meget effektivt, hvis det får lov at virke.
Det betyder, at vi skal have by-fortætning og bygge højere. Det er selvfølgelig ikke så rart for de nuværende ejere, men sådan må det være, hvis man politisk ønsker bedre mangfoldighed i byerne.
Nu vil mange sikkert tænke, at en bankøkonom altid vil tale for ejerboliger, men det er ikke rigtigt. Vi yder også lån til udlejningsejendomme, socialt byggeri, ungdomsboliger mv. Så jeg har ikke mere interesser i dette eller hint andet end, at der er fint med flere boliger.
Derfor skal der bygges mere af det hele som alternativ til hinanden. Netop flere forskellige boligtyper sikrer mangfoldighed, så der både er boliger til de unge, de ældre og dem midtimellem.
Retter vi blikket mod København, hvor problemet umiddelbart er mest udtalt i Danmark, kan man imidlertid diskutere, hvor stort problemet egentlig er.
I oktober offentliggjorde Københavns Kommune deres årlige Boligredegørelse. Redegørelsen indeholder mange interessante perspektiver på storbyens boligmarked. Pointerne druknede dog lidt i den hurtigt løbende nyhedsstrøm.
Det er synd, men måske forudsigeligt, fordi problemet med betalbare boliger delvist afdramatiseres. Vi står i hvert fald ikke på en brændende platform.
Der er ingen tvivl om, at skal man købe en ejerbolig i København, stiller det større krav til indkomsten i dag end for 20 år siden. Men sammenligner man København med andre storbyer som f.eks. Stockholm, Oslo, Berlin eller Hamburg, er kvadratmeterpriserne på ejerboliger imidlertid lavere i København.
Selvfølgelig kan sådanne sammenligninger diskuteres, men indkomsterne i Danmark følger nu ganske godt med.
En anden måde at se perspektivet på er, at hvis man kigger i Boligredegørelsen, kan man se, at der er flere såkaldte velfærdsmedarbejdere - dvs. sygeplejersker, politibetjente, skolelærer mv. - der bor i København og som pendler ud af kommunen for at arbejde, end der er velfærdsmedarbejdere, der bor uden for kommunen og pendler ind til kommunen for at arbejde.
Forskellen er i øvrigt stigende, hvis man ser 20 år tilbage i tiden.
Pointen er her , at bestemt skal boligpolitikken udvikles, og vi skal ikke stå stille. Vi skal udvikle boligpolitikken og vores byer, men imidlertid også passe på, at vi ikke får overgjort problemerne i forhold til de løsninger, der skal på bordet.
Den mest effektive løsning på den store efterspørgsel, der fremadrettet vil komme som følge af den demografiske udvikling, er som sagt at sætte gang i byggekranerne. Det lader også til, at vi har tid til at vente på, at boligerne bliver opført.
Tager man udgangspunkt i, at der betales afdrag, vil man hvert år afdrage en smule mere på det lån med lavest rente, hvilket betyder, at indfrielsesbeløbet alt andet lige efter 10 år er mindre på 3,5 pct. lånet.
Fordelene ved 3,5 pct. lånet opvejer imidlertid ikke ulempen ved det større kurstab, hvorfor 4 pct. lånet samlet set er marginalt billigere, hvis man tager udgangspunkt i, at man kan indfri til kurs 100.
I min optik er denne type beregninger mere værdifulde end at antage, at man holder lånet til udløb. Man kan evt. overveje at lave en tabel, hvor man ser omkostningerne efter 5, 10 og 15 år. Når man skal vælge.
Beregningerne viser også, at man ikke nødvendigvis bare kan tage udgangspunkt i, om et lån kan udbetales til kurs 95. Kursen på 3,5 pct. lånet skal højere op, førend det kan slå 4 pct. lånet.
Beregningerne kan også bruges til at forholde sig til udgifterne, hvis renten går det ene eller anden vej. Godt nok er lånet med fast rente, men ændrer renten sig, kan det påvirke indfrielsesbeløbet.
Her er der taget udgangspunkt i maksimum, nemlig kurs 100, men stiger renten, kan man indfri til en lavere kurs. Her vil 3,5 pct, lånet ændre sig mere i kurs end 4 pct. lånet, idet obligationer med en lavere pålydende rente er mere kursfølsomme end obligationer med en højere pålydende rente.
Der er mange dokumenter og begreber, man skal forholde sig til ved valg af lån. Jeg ved det, man kan blive helt træt. Men selv om horisontomkostninger lyder abstrakt, så kan det være et godt redskab til at få en god dialog med din rådgiver om det rigtige lån for dig.
Spørg ind – rådgiverne vil helt sikkert gerne hjælpe.
