Har Europa forstået alvoren: Geopolitiske udfordringer er de største i 35 år

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Investorerne er vant til og lever med, at der udover de økonomiske også kommer andre investeringsmæssige udfordringer. Geopolitiske forhindringer er forhold, som man ikke skal ignorere, men som dog også i de fleste tilfælde har for vane kun på kortere sigt at gøre det sværere at få et godt afkast.

I mine 35 år på investeringsmarkedet har udfordringerne aldrig været tydeligere end nu i Europa. Rusland, Kina og Iran er nogle af de lande, som jeg oftest ser gengivet, når man skal pege på, hvad der aktuelt er med til at give investorerne hovedpine.

De er dog desværre ikke alene om at tage opmærksomheden. Efter det amerikanske valg har den globale polarisering fået et nyt nyk opad. ”America first” betyder noget; også for os i Danmark og Europa, som jo er langtidsallierede med USA.

Det er 25 år siden, at europæiske politikere satte deres egen valuta på at skabe den monetære forudsætning for, at Europa kunne konkurrere med USA om at have vedvarende høj vækst. Indtil videre er det dog blevet ved de gode tanker. I kølvandet på skabelsen af euroen fulgte også økonomiske kriterier, som landene skulle overholde.

Desværre viste kriterierne om, at især at budgetunderskud og gældsætning ikke måtte være for høje, sig at være for ambitiøse, uden at være tilstrækkelig sanktionsforankrede. Europa er en stor region med et indbyggertal, som matcher USA. Økonomisk er der investeringsmæssige verdener til forskel.

Europa har historisk ligget i læ af USA. Været forenet i Nato og beskyttet af artikel 5. Vi har underinvesteret i at beskytte os selv og ikke efterlevet, at det bedste angreb er et meget stærkt forsvar.

I Europa tror vi på det gode. Vi arbejder for demokrati og frihed. Vi tror på den grønne omstilling, selv om det går for langsomt. Verden rundt om os har en anden holdning, og det betyder noget. Det er nemlig verden udenfor, som er med til at definere de spilleregler, som vi også er underlagt.

I Europa ser vi til, mens USA løber med det økonomiske guld. I stedet for at fokusere på, hvad USA i vores optik gør forkert, gør vi klogt i at tilpasse os spillereglerne. De økonomiske. Vi bebrejder os selv, at vi ikke var i stand til at overbevise hele verden om, at klimaet skulle være bedre repræsenteret i Baku.

Globalt gælder andre spilleregler, og vi er kun en mindre del og brik i det spil. I Europa er vi desværre lidt for omhyggelige med at tage alle de globale udfordringer på os og have en overdreven skyldfølelse for noget, som vi har svært ved at ændre.

Vi kan matche på befolkning, men desværre ikke på vækst. Når det kommer til investeringsmæssige størrelser, er Europa en dværg. I Danmark har vi ”ingen over og ingen ved siden af Novo Nordisk”, og tak for det. Men havde det været i bokseringen, ville Europa have svært ved at stille hold i sværvægtsklassen.

I en global portefølje blandt sammenlignelige lande, dvs. ”Developed world”, bliver forskellene ikke kun udstillet, men udpenslet. De 10 største positioner i en sådan portefølje er alle amerikanske. De tre største – Apple, Microsoft og Nvidia udgør aktuelt tilsammen ca. 15 pct. af de investeringspenge, som mange investorer placerer globalt. Reelt er det snarere en USA-tracker; en underkomponent til Nasdaq Composite eller S&P 500. De tre største ”amerikanere” er 2 x af vægtningen af eurozonen.

Zonen udgør ca. 7 pct eller ca. 1/10 af USA’s mere end 73 pct. aktuelt. Samme befolkningsstørrelse, men i bokseringen fluevægt vs supersværvægt. Hvis vi tager hele Europas aktiemarkedsstørrelser vs USA, er styrkeforholdet ca. 1/5 af USA med en befolkning, som er mere end 2x. Stadig en faktor 10.

Vi mangler de mange små og mindre virksomheder, som kan komplementere de få rigtig store. Som kan skabe værdi i markedsstørrelsessammenhæng. Investorerne efterlyser en plan; rammevilkår og muligheder, som skal få Europa væk fra fokus på regulering til innovation.

Vi ser på Kina og landets svage vækst. Måske er den forbigående? Kina er godt på vej ud af kopimaskinen og med mange penge med hjemmefra i form af statsstøtte vil de først og fremmest komme til Europa og udfordre. Kineserne kommer, og Europa må ikke lade sig forblænde af, at de vil producere i Europa. Det kommer kun til at ske i meget lille udstrækning.

I stedet producerer kineserne hjemme med statspenge i ryggen og bygger de samlefabrikker i Europa med minimale omkostninger i værdikæden, som får det til at se ud som om, at ”Made in China” er ”produced in Europe”. For hvis de skulle producere det hele i Europa, ville de være underlagt vores vilkår.

Tyskerne har været vant til at sælge kemi, biler og maskiner til Kina understøttet af billig energi østfra. Kina køber mindre, producerer mere selv, og den billige energi er væk. Både på grund af Rusland og fordi atomkraften er under afvikling, uden at den grønne energi i fuldt omfang har taget over. Det betyder højere energipriser.

For første gang i de mere end 40 år, jeg har betragtet økonomien som ”ægte voksen”, har jeg aldrig været så forbeholden for fremtiden. Ikke kun for verden, men for Europa. Tager vi udfordringen op? Hjælper vi virksomhederne med at sætte dagsorden og skubbe til de politikere, som har for svært ved at skabe de rette rammebetingelser for at vi kan genskabe vækst- og velstand?

Hvis vi skal bevare og udbygge vores velfærd, handler det om at gøre kagen størst mulig. Væk med fantomskatten fra helvede og ind med økonomiske incitamenter til at starte og skabe vækst i danske innovative ideer, som kan vokse med dansk udgangspunkt. Bedre rammevilkår i meget bred forstand.

Lyt til investorerne. Det er ikke kun et wake up call, men et SOS og nødråb. Hører I det?