Fodboldens verden er blevet arbejdsmarkedets spejl
Fodboldklubber henter spillere ind for at nå Champions League. Virksomheder gør det samme med konsulenter: De tilkalder specialister, når der skal leveres resultater og rykkes på næste niveau. Succes skabes ikke af faste startopstillinger men af fleksibilitet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Transfermarkedet er lukket, og pengene er igen væltet rundt i en grotesk rus. Over 62 milliarder kroner er der blevet handlet spillere for – alene i England en tredjedel. Beløb så vilde, at man næsten mister jordforbindelsen. Men bag de svimlende summer ligger en logik, vi i stigende grad kan genkende fra arbejdsmarkedet – og især fra konsulentverdenen.


