Virksomheders risiko vokser uden strategisk omstilling til cirkularitet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi har talt om cirkulære forretningsmodeller længe. Allerede i 2010’erne satte Ellen MacArthur Foundation begrebet på verdenskortet med rapporter, der viste, hvordan cirkulære modeller kunne frigøre milliarder i ressourcebesparelser og samtidig mindske miljøbelastningen.

Alligevel er vi ikke kommet meget tættere på at realisere potentialet. Circularity Gap Report 2025 viste, at den globale cirkularitetsrate er faldet fra 7,2 pct. i 2024 til 6,9 pct. i 2025. Den lineære forretningsmodel, der bygger på en ”brug og smid væk”-logik – hvor virgine råvarer udvindes, produkter fremstilles, forbruges og ender som affald alene – presser vores økosystem, men er også en voksende forretningsrisiko.

EU’s Critical Raw Materials Act fastsætter, at EU inden 2030 skal dække 25 pct. af sit behov for ressourcer gennem genbrug og reducere afhængigheden af enkeltlande, da over 80 pct. af kritiske råmaterialer i dag importeres fra få leverandører. IEA fremhæver også, at geografisk koncentrering af raffinering og forarbejdning af råmaterialer medfører en risiko for større prisudsving og forsyningsafbrydelser.

Virksomheder risikerer derfor mere sårbare værdikæder, hvis de ikke arbejder aktivt med cirkularitet f.eks. i deres produkt- og indkøbsstrategier, men de misser potentielt også en række andre økonomiske gevinster. Når materialebrug optimeres, og råvarer og komponenter genbruges i stedet for at gå tabt som affald, minimeres spild og behovet for nye råvarer, og dermed reduceres produktions- og indkøbsomkostninger og udgifter til affaldshåndtering.

Derudover åbner cirkularitet også ofte op for mulighederne for nye omsætningskanaler igennem genbrug, reparationer og genfremstillinger. I dag er det dog også i høj grad et spørgsmål om compliance og at leve op til lovgivningen, hvor presset øges, især for visse produktkategorier.

Forordningen om økodesign for bæredygtige produkter og forordningen om emballager og emballageaffald indfører krav til produkters holdbarhed, mulighed for reparation, genanvendelighed og indhold af genbrugsmaterialer. Manglende overholdelse vil medføre bøder, tilbagetrækning af produkter fra markedet eller egentlige markedsforbud.

Samtidig indføres princippet om udvidet producentansvar, dels for at styre ovenstående ambitioner, dels for at flytte ansvaret og omkostningerne for affaldshåndtering over på producenten for at skabe incitament til mere genanvendelige og cirkulære løsninger. I Danmark træder EPR for emballage i kraft den 1. oktober, og tekstiler og batterier følger senere. Det er ukendt land for alle, og blandt de virksomheder, som rammes først, navigerer udfordringer med administrative byrder ved nye krav om registrering og rapporter og især usikkerhed om grænseværdier og de forventede omkostninger.

Hvor emner som klima og drivhusgasser har haft anerkendte standarder for virksomheder til at opgøre og målsætte, såsom GHG-protokollen og SBTi, har de endnu ikke haft tilsvarende til rådighed, når de skulle igangsætte og styre indsatser inden for cirkularitet. Dette har medvirket til, at det har været sværere at få greb om området og være datadrevet i indsatsen.

Derfor er Global Circularity Protocol (GCP) en kærkommen udvikling: et initiativ under The World Business Council for Sustainable Development (WBCSD), der frem mod 2026 skal udvikle fælles sprog og standarder for at kunne måle, rapportere og navigere cirkularitet – ligesom GHG-protokollen har gjort for drivhusgasser.

Det er også en fordel for virksomheder, som allerede er godt i gang med deres klimaindsatser, da både datagrundlaget og indsatser kan have synergier til cirkularitet. Her bør cirkularitet tænkes ind i klimatransitionsplaner – f.eks. når det handler om produkt- og servicestrategier og leverandørstyring – for at arbejde effektivt og sammenhængende omkring, hvad man køber og hvor, samt hvordan (og om) ens produkt slutter sit liv. Færre ressourcer er oftest også forbundet med færre udledninger.

De virksomheder, der handler nu, vil ikke blot kunne modstå bøder, forsinkelser og omdømmerisici bedre; de vil samtidig opnå omkostningsbesparelser, effektiviseringsgevinster og styrket robusthed på sigt. Cirkularitet er ikke blot et grønt ansvar, det er en konkurrencemæssig nødvendighed – og en forudsætning for at bygge robuste værdikæder i en verden, hvor usikkerhed, ressourceknaphed og reguleringspres kun vil vokse.