Centralbankerne kvaste inflation til deflation
Mario Draghi og de andre centralbankdirektører har været så succesfulde, at de har fået en ny jobbeskrivelse. Lad os håbe de løser opgaven.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Centralbankerne har de seneste 30 år stort set kun haft en målsætning: at nedbringe inflationen. Det er nu lykkedes.
Men er det en sejr, eller har de skudt sig selv i fødderne?
Hvis det skal blive til en sejr for centralbankerne, skal de også formå at få inflationen op igen. Frygten for, at det mislykkedes, er udbredt blandt centralbankerne, og har medført en voldsom pengepolitisk lempelse. Alligevel er markedets inflationsforventninger faldet yderligere de seneste måneder.
Medierne skriver meget om den »deflationære trussel«, men er det egentligt så slemt, når man tager den globale økonomiske udvikling i betragtning?
Det seneste fald i inflationen kan primært tilskrives faldende energi- og råvarepriser. Kinas meget høje efterspørgsel af de produkter har bl.a. presset prisen op. Her er efterspørgslen nu dæmpet, hvilket medfører faldende priser. Faldet betyder, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel for råvarer skal normaliseres.
Indtil det er sket, kommer de faldende priser alle forbrugere til gode, og efterspørgslen stimuleres som følge af den forbedrede købekraft. Det må antages at være en positiv effekt.
Deflation påvirker også lønpresset. Løndannelsen har historisk set afspejlet inflationsudviklingen, og stigende priser øger kravet om højere lønninger. Men i takt med at det lykkedes centralbankerne at nedbringe inflationen, reduceres lønkravene også, og virksomhedernes behov for at øge priserne reduceres tilsvarende. Stigende gennemsigtighed omkring løndannelsen er positivt, da det sikrer en bedre langsigtet planlægning.
Øget produktiviteten har også skubbet inflationen nedad. Nye teknologier har medført, at priserne på mange produkter er faldet, hvilket i sig selv jo også er positivt, selv om det er deflationært.
Ovenstående forhold er efter min mening alle positive.
Centralbankerne har igennem mange år gentagne gange gjort opmærksom på, at deres fokus er den underliggende inflation, dvs. prisen på en ”kurv” af varer uden udgifter til energi og fødevarer. Det gør centralbankerne, fordi de svingende priser på energi og fødevarer er for vanskelige at forudse.
Det virker, som om markedsdeltagerne har glemt det. I de perioder, hvor inflationen har været stigende, har den underliggende inflation altid været central, men det virker som om, at man nu hellere fokuserer på totalinflationen - dvs. den inflation, hvor man regner energi og fødevarer med.
Den underliggende inflation har været aftagende i både USA og Europa, hvilket er en konsekvens af den lavere vækst, men der er slet ikke noget der tyder på, at den er på vej mod 0 pct. eller negativ. Så indtil videre er frygten overdreven, specielt set i lyset af, at de fleste venter højere vækst i de kommende år.
Hvis man tager de negative briller på, hvad vil konsekvensen af en periode med let deflation være?
Frygten blandt økonomer er, at verden kommer ind i en situation, som Japan har været igennem siden starten af 90’erne. Hvad mange glemmer er, at Japan selv har været skyld i, at perioden med lav inflation har været så lang.
Det skyldes primært en fejlslagen finanspolitik, hvor man strammede op alt for tidligt. Man strammede så snart økonomien viste små tegn på bedring, men dermed kvalte man opsvingene, inden de var kommet i gang. Lad os håbe, at man har lært af den fejl andre steder. Det tyder visse ting på. Kigger man på Europa, kan man eksempelvis se, at kravene til finanspolitikken er lempet i forhold til de stramme krav, der blev opsat i forbindelse med euro-samarbejdet.
Vil virksomhederne reagere negativt på faldende inflation?
Lærebøgerne siger, at virksomheder (og private) udskyder investeringer, hvis de tror, at priserne falder. Hvis det er moderate prisfald, er det muligt at indregne i investeringskalkulerne, men jeg tvivler faktisk på, at man af denne grund udskyder aktiviteter. Tænk bare på, hvad den teknologiske udvikling har betydet for priserne på elektronik: har det fået noget til at vente med at investere?
Renterne vil desuden forblive lave i en længere periode end hidtil antaget. Så med mindre priserne falder markant, er realrenten fortsat lav.
Hvis eksperimentet lykkes, og den meget lempelige finans- og pengepolitik løfter væksten og inflationen, vil det være en sejr for centralbankerne. Men indtil videre har de kun haft succes med at nedbringe inflationen.
Bo Overvad er økonom fra Århus Universitet. Han var cheføkonom i Handelsbanken fra 1997 – 2006, hvorefter han arbejdede i Alm. Brand Bank frem til april 2014. Senest som vicedirektør for finansielle markeder. Han skriver fast for Finans.
