Vejen ud af hængekøjen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De fleste økonomer er enige om, at de offentlige finanser kommer under pres på grund af den demografiske udvikling.

I slutningen af 2020'erne risikerer vi at havne i en situation, hvor vi så langt øjet rækker overskrider de tilladte grænser for strukturelt offentligt underskud på minus 0,5 pct. af bruttonationalproduktet, selvom finanspolitikken er holdbar. Først når vi kommer forbi 2045, vender det, og det strukturelle underskud reduceres gradvist. Tegner man en graf, ligner det en hængekøje, og deraf navnet: Hængekøjeproblematikken.

De Radikales Morten Østergaard har to løsninger på, hvordan vi kommer ud af hængekøjen: Boligskatterne skal stige, og pensionsalderen skal hæves. Bjarne Corydon afviser at røre ved boligskatterne. Han mener ikke, at hængekøjen bliver et problem, da man jo – som han siger til Politiken – bare kan lade være med at bruge flere penge, end man får ind.

De to regeringspartnere er altså atter uenige. Østergaard benytter hængekøjeproblematikken til at fremme klassiske radikale mærkesager, som ikke har nogen politisk gang på jord. Corydon afdramatiserer det hele og kommer med et ikke-svar.

Og så er der dem, der mener, at hængekøjen kun er et juridisk problem. For på lang sigt løser problemet sig jo igen. Til dem kunne man bemærke, at vi på lang sigt jo alle sammen er døde. Og det ville da være utroligt, hvis prognoserne ramte helt rigtigt. Hvem kunne f.eks. forudse den internationale finanskrise. Vi risikerer at havne i en situation, hvor prognoserne undervurderer problemets omfang.

Bundlinjen er, at vi risikerer en økonomisk maveplasker, hvis ikke vi tager problemerne alvorligt. Så langt har Østergaard ret. Og Corydon har i og for sig også ret i, at det nemmeste i verden er at skabe balance i regnskaberne. For som stat kan man jo bare øge indtægterne, hvis udgifterne stiger. Det er en socialdemokratisk paradedisciplin.

Jeg mener, der er en tredje vej ud af problemet, som hverken består i at beskatte danskerne hårdere, eller i at vi skal arbejde endnu mere, end vi i forvejen gør. Det handler om at gøre noget ved den kæmpe udfordring, at næsten 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder står helt uden for arbejdsmarkedet. I stedet for at tage lidt mere af kagen til staten kunne vi jo gøre kagen lidt større ved at øge arbejdsudbuddet. Det var det, vi startede med i nullerne. Løkkes reformer øgede beskæftigelsen med 95.600 personer i 2020. Uden de reformer ville der i dag mangle 47 mia. kr. i 2020.

Men vi skal gøre mere. Vi skal sikre, at det bliver langt mere attraktivt at tage et arbejde end at være på passiv forsørgelse.

Jeg anerkender, at det efterhånden er ved at være kliche, men der er en grund til, at noget er en kliche. Det er som oftest, fordi det er sandt.