Druknedøden truer de store ledelsesegoer
Du drukner selvfølgelig ikke, fordi dit ego står i vejen for dine ører, men du bliver næppe en bedre leder, skriver direktør.
Stemningen var en smule andægtig. Den administrerende direktør for rederiet havde trukket mig til side, inden vi gik i gang med endnu en ledertræningslejr. Direktøren, som var en fremragende leder, og som havde skabt et stærkt og slagkraftigt lederteam og en sund forretning gennem årene, nærmest hviskede: »Meng – jeg ville bare lige sige, at du altså skal tænke dig rigtigt godt om, inden du giver os gode råd.«
»Selvfølgelig«, svarede jeg, men mit hjerte slog et ekstra slag. »Hvad mener du?«, spurgte jeg. »Jo – det er bare fordi, du skal vide, at vi følger dem.«
Vi havde et forbilledligt samarbejde i mange år, helt frem til at direktøren gik på pension og overlod roret til en anden, dygtig mand. Ofte har jeg gennem årene tænkt tilbage på den situation. Egentlig har den været spejl for mange gode samarbejder gennem årene. Det er netop det, der karakteriserer dygtige ledere; at de ikke er bange for hverken at bede om eller at følge de råd, de får.
De rigtigt svære er dem, der er modsat-reagerende. De har bedt om hjælp eller er måske blevet bedt om at få den. Men de lytter ikke, ofte fordi de egentlig selv synes, at de ved mere eller bedre.
Jeg oplevede det igen for nylig. Den administrerende direktør for en detailvirksomhed hyrede os til at hjælpe dem med at forbedre kundeoplevelsen. På mødet med de fire distriktschefer, blev det nærmest en debat om, hvorvidt det overhovedet var nødvendigt at gøre noget. Tallene viser, at deres potentiale er enormt og både resultatet og kundetilfredsheden lader meget tilbage at ønske, når man sammenligner med deres branches bedste performere.
Alligevel blev det mest til fortællinger fra distriktscheferne om alt det, de allerede havde gjort, og uanset hvad min kollega og jeg bragte på banen »vidste de det godt«, »havde de prøvet det« eller »det er længe, siden vi indførte det«. Ingen af tiltagene var bare synlige i hverken organisation eller resultater. Deres egoer blokerede simpelthen deres øregange.
Det er netop det, der karakteriserer dygtige ledere; at de ikke er bange for hverken at bede om eller at følge de råd, de får.
Og dét var lige præcis den tanke, jeg fik, da min kollega fortalte om en oplevelse han havde en weekend med sin datter: Tre hurtige armtag og så ind til kanten. Den lille pige kæmpede alt, hun havde lært, men svømning er bare ikke så let i praksis som i teorien. Prustende kiggede hun bebrejdende på sin far, der havde lovet hende at lære at svømme. I hendes verden var han ikke specielt god til det.
Forud for de sidste tre forsøg, der alle endte på sammen måde, var der gået en diskussion, som handlede om faktorernes orden; arme, ben, hvile. Men hver gang havde hun afbrudt ham og sagt, at det vidste hun godt, hvorefter hun tog endnu et forsøg på sin egen facon. Det var nemlig ikke viljen, der manglede. Sådan forsatte det i lang tid, indtil faren satte pigen op på kanten og fortalte hende, at så længe hun hele tiden vidste det hele selv, så var det lige meget, hvad han sagde.
Virkeligheden er, at min kollega i sin ungdom var elitesvømmer - og svømmelærer. Jeg kender faktisk ikke en bedre svømmer end ham.
Enden på dén søndag i svømmehallen blev i øvrigt, at pigen valgte at lytte. Min rare kollegas skønne datter valgte at lytte til sin far og efter få rettelser svømmede hun 1.000 meter. Det var ikke viljen, der manglede, men evnen til at lytte. Hendes ego blokerede hendes øregange.
Af Henrik Meng, direktør Meng & Company