Erhverv

Skatteminister: Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Kasi-dommen bliver anket

Skat vil nærstudere fredagens dom i millionsagen med Kasi-Jesper - men ministeren ønsker den lukket.

Jesper Kasi Nielsen fik i fredagens dom et mindre skattesmæk på 5,4 mio. kr. for at trække udgifterne til brug af et privatfly fra i skat. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Fredagens dom i Østre Landsret kan blive et endeligt punktum i en årelang strid mellem Jesper "Kasi" Nielsen og Skat.

I hvert fald udtaler skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en skriftlig kommentar, at sagen sikkert ikke bliver anket fra statens side.

»Landsretten har afgjort en sag, der har været lang og udmarvende, særligt for Jesper Nielsen. Skat har tabt sagen, og selvom dommen skal nærstuderes, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at den bliver anket,« udtaler ministeren i en meddelelse til Finans.

Karsten Lauritzen konstaterer samtidig, at »Skat fik i 2013 kritik for, at der i sagsbehandlingen er begået væsentlige processuelle fejl og har nu tabt det indholdsmæssige spørgsmål ved landsretten.« Ministeren fortsætter i den skriftlige kommentar:

»Det er en gammel sag, der skal afsluttes. Og jeg ønsker ikke at se sager af den her karakter i det nye skattevæsen, som vi er i fuld gang med at bygge.«

Til den reaktion fra ministeren siger Jesper "Kasi" Nielsen:

»Jeg glæder mig over den resolutte kommentar fra skatteministeren. Men jeg tør ikke helt tro på, at sagen er slut før om fire uger, når ankefristen er udløbet,« siger Jesper Nielsen til Finans.

BRANCHENYT
Læs også