Erhverv

»De er idioter, som ønsker, at vi dør«

I et langt interview med magasinet Rolling Stone fortæller Elon Musk om stort og småt. Samtidig langer han hårdt ud efter kritikere, der vædder på kursfald og ifølge ham, skaber falske rygter.

Elon Musk er blevet kaldt for »verdens måske mest succesfulde og vigtigste entreprenør« af New York Times. Foto: Ben Macmahon/AAP Image via AP.

Der er blevet brugt mange superlativer om forretningsmanden, opfinderen, ingeniøren, Elon Musk. Excentrisk, ambitiøs, karismatisk, succesfuld. Multimilliardæren og Tesla-stifteren har længe været bevidst om, at ingen skal komme i vejen for hans vilje og ambitioner. Derfor giver han også råt for usødet til de, der investerer penge i Teslas nedtur.

»De er idioter, som ønsker, at vi dør,« siger Elon Musk til Rolling Stone.

»De forsøger konstant at skabe falske rygter og forstærke negative rygter. Det er et stort incitament til at lyve og angribe min integritet. Det er forfærdeligt.«

Tesla er pt. verdens mest shortede selskab med en shortposition på godt 52 mia. kr. At shorte betyder at vædde på et kursfald. Men indtil videre er værdien på den amerikanske bilproducent steget med 43 pct. i år, hvilket har kostet shortsælgerne mange penge. Men shortpositionen er faldet de seneste måneder. I september lå den på knap 72 mia. kr.

Men i denne måned er Tesla-aktien rent faktisk faldet, hvilket flere investorer har tjent et milliardbeløb på ifølge CNBC.

En af disse er norske Jan Petter Sissener, som har satset knap 69 mio. kr. på aktiefald hos Tesla.

»Indtil nu har vi rundt regnet tjent 10 millioner kr. (red. svarende til 7,66 mio. DKK) på shortingen, og det er ikke ovre endnu,« sagde han til det norske medie DN.

Men Elon Musk, manden, der af New York Times er blevet kaldt for »verdens måske mest succesfulde og vigtigste entreprenør,« tror selvfølgelig fortsat på sit projekt, selvom han ønsker, at Tesla var et privat firma.

»Det gør os mindre effektive at være børsnoteret,« siger han.

Tidligere på ugen løftede Tesla sløret for virksomhedens nye eldrevne lastbil, Tesla Semi, samt sportsvognen Tesla Roadster. Sidstnævnte kan ifølge Tesla køre fra 0-100 på 1,9 sekunder og har en tophastighed på over 400 km/t, hvilket ville gøre den til verdens hurtigste landevejsbil.

46-årige Musk har skabt fire milliardvirksomheder i form af PayPal, SpaceX, Solar City og altså Tesla.

BRANCHENYT
Læs også