Erhverv
0

Kendt auktionshus efterforskes af politiet

Kunder har millioner i klemme, men får med al sandsynlighed ikke deres penge tilbage. Ejeren afviser fusk.

I spidsen for det konkursramte York-Auktion stod Ole Mortensen, der var auktionarius og direktør. Screenshot.

Ejeren af det omstridte auktionshus York-Auktion, Ole Mortensen, er under efterforskning af politiet. Det sker, efter at auktionshuset tidligere i år gik konkurs.

Samtidig er der indledt en konkurskarantænesag mod Ole Mortensen for »groft uforsvarlig forretningsførelse.«

York-Auktion, der bl.a. er kendt fra DR-serien 'Under Hammeren', havde afdelinger på Fyn, Sjælland og i Aarhus. Men i marts blev auktionshuset - efter længere tids massiv kritik og historier om rasende kunder og misligholdte aftaler - begæret konkurs.

Efterfølgende har advokat Thomas Heering fra Delacour, der behandler konkursboet, valgt at orientere Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi om sagen. Her bekræfter chefanklager Henriette Rosenborg Larsen, at man har indledt en efterforskning af konkursen.

»Jeg har ikke yderligere oplysninger, da der således er tale om en verserende sag,« skriver hun i en mail til Finans.

York-Auktion blev stiftet i 2004 og havde Ole Mortensen som direktør og auktionarius. Han bliver af utilfredse kunder beskyldt for at have snydt dem for tusindvis af kroner.

Ifølge Thomas Heering solgte Ole Mortensen op til konkursen i York-Auktion i marts en masse kunders varer på auktion, hvorefter pengene røg ind på auktionshusets bankkonto - uden at de gik videre til kunderne.

På den baggrund har konkursboet valgt at indlede en konkurskarantænesag mod Ole Mortensen.

»Han har ikke sørget for at afregne sine kunder. I stedet for at sælge folks ting kunne han – hvis han var stoppet tidligere – have afleveret kundernes effekter tilbage,« siger Thomas Heering.

Hvad er konkurskarantæne?
  • Konkurskarantæne betyder, at en person i en periode – typisk to-tre år – får forbud mod at sidde i ledelsen i selskaber, hvor vedkommende ikke hæfter personligt og direkte for selskabets gæld (f.eks. i aktieselskaber og anpartsselskaber).
  • En person kan pålægges konkurskarantæne, hvis han eller hun har udøvet »groft uforsvarlig forretningsførelse.«

Ole Mortensen bekræfter over for Finans, at nogle penge fra salg af kunders varer gik ind på auktionshusets bankkonto, uden at de røg videre til kunderne.

»Men havde vi haft tre-fire måneder mere, havde vi været ovenpå igen,« siger Ole Mortensen, der bl.a. forklarer konkursen i York-Auktion med, at han i en længere periode var syg.

»Jeg var væk i et halvt år op til konkursen. Så styrede de ansatte firmaet, og jeg tog telefonen engang imellem,« siger Ole Mortensen, der kalder York-Auktion sit »hjertebarn.«

Kort før konkursen i York-Auktion stiftede Ole Mortensen et nyt selskab, Liveauktion.dk, der også driver auktion. Det firma ejer og driver han i dag.

Ifølge Thomas Heering har cirka 100 forskellige kreditorer i alt 3,4 mio. kr. i klemme i konkursboet efter York-Auktion. Det fremgår også af den redegørelse, der er sendt til kreditorerne, og som Finans er i besiddelse af.

Thomas Heering forventer ikke, at kreditorerne får nogen af deres penge tilbage. Bl.a. fordi konkursboet ifølge Thomas Heering har været nærmest blottet for aktiver.

»York-Auktions lejemål var stort set ryddet, da konkursdekretet blev afsagt. Inventaret var solgt på en af de sidste auktioner,« siger han.

Ole Mortensen afviser, at kreditorerne i York-Auktion har 3,4 mio. kr. til gode. Han siger, at »nogle penge mangler der,« men at kuratorens opgørelse ikke passer.

BRANCHENYT
Læs også