Fortsæt til indhold

Bilka dropper døgnåbne varehuse

Det kan ikke betale sig, vurderer supermarkedskæden.

Erhverv

Når julehandlen er slut, er det også endegyldigt slut med at handle 24 timer i døgnet i to af dagligvarekæden Bilkas varehuse.

Siden december 2015 har Bilka i det københavnske shoppingcenter Fields haft døgnåbent, og i marts i år blev det også muligt at handle døgnet rundt i Bilka i Tilst lidt uden for Aarhus. Men nu opgiver Bilka de døgnåbne varehuse, skriver Dansk Handelsblad.

»Vi har aldrig regnet med, at de døgnåbne varehuse ville trække mange kunder. Årsagen til at holde åbent hele døgnet var mest, at tiden kunne bruges til at fylde varer op. Når der alligevel var nogen i varehuset om natten, kunne vi lige så godt sætte en ved kassen,« siger kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked, Kasper Reggelsen, til Dansk Handelsblad.

Da Dansk Supermarked, der udover Netto og Føtex står bag Bilka-kæden, i sin tid satsede på døgnåbne varehuse, mødte det kritik fra HK Handel, Her lød det, at den pris, som medarbejderne betaler for natarbejde, ikke står mål med den øgede omsætning, som Dansk Supermarked får ud af at holde døgnåbent.

Bilka har afvist kritikken og understreget, at ingen Bilka-medarbejdere er blevet tvunget til at arbejde om natten. Og at der generelt har været rift om nattevagterne i de to varehuse.

Men nu bliver de døgnåbne varehuse altså skrottet.

Tidligere på året ændrede Bilka sine åbningstider for de varehuse, der ikke holder døgnåbent. Det betød, det blev muligt at handle i varehusene fra kl. 6 om morgenen til midnat. Før havde et typisk Bilka-varehus åbent fra kl. 8 om morgenen til kl. 22 om aftenen.

Bilka har 18 varehuse rundt om i landet og beskæftiger cirka 8.500 ansatte. Den første Bilka, der åbnede herhjemme, var i Tilst i 1970.

Artiklens emner
Salling Group