Erhverv

Mystisk opfinder af bitcoin er nu en af verdens rigeste

En konto med flere tusind bitcoins indikerer, at bitcoins grundlægger er blandt verdens rigeste.

Der har i lang tid været massiv spekulation om, hvem den famøse bitcoin-grundlægger mon kunne være. Foto: (Photo by Jaap Arriens/Sipa USA)(Sipa via AP Images)

Bitcoins himmelflugt fortsætter, og kursen på kryptovalutaen ramte næsten 20.000 dollars i weekenden svarende til 126.000 kr.

Den massive værdistigning, der har fået flere eksperter til at advare om en boble, har gjort den ukendte opfinder af bitcoin ekstremt velhavende. Faktisk er bitcoin-bagmanden nu blandt verdens 50 rigeste personer, skriver mediet Quartz.

Det anslås, at bitcoin-opfinderen, der går under pseudonymet Satoshi Nakamoto, ejer 980.000 bitcoins. I så fald har de en værdi på cirka 120 mia. kr., hvilket gør bitcoin-opfinderen til verdens 44. rigeste person.

Dermed overhaler han blandt andre Theo Albrecht, medgrundlæggeren af Aldi.

Det var opdagelsen af en bitcoinkonto indeholdende flere tusinde bitcoins, der har fået bitcoin-analytikeren Sergio Lerner til at konkludere, at der er tale om bitcoin-grundlæggerens konto.

Han fandt nemlig hurtig ud af, at de mange bitcoins kom fra en oprindelig bitcoinkilde, og at valutaen ikke var blevet rørt i flere år.

Dermed måtte der være tale om en konto tilhørende den mystiske bitcoinskaber, Satoshi Nakamoto, konkluderede Sergio Lerner.

Der har i lang tid været massiv spekulation om, hvem den famøse Satoshi Nakamoto mon kunne være. Vedholdende rygter har i længere tid peget på Tesla-grundlæggeren Elon Musk som værende ophavsmanden til kryptovalutaen.

Elon Musk har dog selv for nylig afvist rygterne, mens han kunne afsløre, at han ejede flere bitcoins. Han havde bare glemt, hvor han havde lagt dem.

Flere andre kandidater til at være Satoshi Nakamoto har været på tale. Bl.a har en australier ved navn Craig Wright påstået, at han var manden bag den populære valuta. Flere har dog modbevist australierens påstand.

Og i dag ved stadig ingen, hvem Satoshi Nakamoto reelt er.

Siden starten af 2017 er bitcoin-værdien steget massivt. I januar var bitcoinværdien således under 1.000 dollars (ca. 6.300 kr.), men bliver i øjeblikket altså handlet for næsten 20.000 dollars, bl.a. på børsen CBOE i USA.

BRANCHENYT
Læs også