Erhverv
0

Tidligere minister lod firma sejle til konkurs: »Et bedrøveligt signal at sende«

Manu Sareen har ladet sit iværksætterselskab »strande«. Sådan en holdning koster statskassen mange penge, lyder det fra Danske Revisorer.

Regningen for konkursen i Manu Sareens iværksætterselskab kan ende hos statskassen. Men det kommer den ikke til, forsikrer den tidligere minister. Foto: Miriam Dalsgaard

Den tidligere minister Manu Sareen er under beskydning for at tørre oprydningen og regningen af på andre i forbindelse med konkursen i hans personlige iværksætterselskab.

Med egne ord har Manu Sareen ladet sit iværksætterselskab »strande« til et punkt, hvor Erhvervsstyrelsen krævede selskabet opløst, fordi der ikke var afleveret regnskab til tiden.

Den holdning er meget uheldig, når det handler om en tidligere minister og toppolitiker, mener Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i Danske Revisorer.

»Det er udtryk for noget forkert, når en tidligere minister lader et selskab strande. Det er et bedrøveligt signal at sende, for det kan give almindelige mennesker en opfattelse af, at det er i orden at lade et selskab sejle,« siger han.

Tom Vile Jensen henviser til, at sådan en holdning hvert år koster statskassen mange penge.

For det kan blive statskassen, der helt eller delvist betaler for behandlingen af et konkursbo efter et tvangsopløst selskab. Er der ikke midler eller aktiver af værdi i et selskab, ryger omkostningerne ved behandlingen af konkursboet videre til staten.

I øjeblikket er Kromann Reumert, der er kurator i Manu Sareen-selskabets konkursbo, ved at undersøge, om den kan få noget for en ejerandel, Manu Sareen Holding IVS har i e-handelsplatformen Sky.Garden.

Hvis nogen ikke vil betale for ejerandelen i Sky.Garden, kan det betyde, at statskassen skal dække omkostningerne for behandlingen af konkursboet, oplyser Kromann Reumert.

Men det kommer ikke til at ske, bedyrer Manu Sareen.

»Statskassen kommer ikke til at betale for afviklingen af mit selskab. Mere vil jeg ikke sige om den sag,« siger han til Finans uden at ville svare på flere spørgsmål.

Tom Vile Jensen fra Danske Revisorer undrer sig over, hvorfor Manu Sareen ikke selv har valgt at betale for en frivillig opløsning af sit iværksætterselskab.

Den erhvervspolitiske direktør mener, at politikerne bør gentænke måden, iværksætterselskaber bliver afviklet på.

»Man skal kunne etablere virksomheden uden at sætte hus og liv på spil. Men der er noget uhensigtsmæssigt i, at man kan stifte et iværksætterselskab til én krone og derefter lade det sejle, til statskassen tager over og betaler for afviklingen,« siger Tom Vile Jensen.

Han foreslår derfor, at ejeren helt eller delvist bærer omkostningerne, når et iværksætterselskab skal lukkes.

Gennemsnitligt estimeres det at koste staten mellem 12.000 og 13.000 kr. i administration og advokatomkostninger at erklære et selskab konkurs, viser et svar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Folketinget i oktober.

I 2016 kostede det statskassen 83,9 mio. kr. at behandle konkurssager, lyder et groft estimat fra erhvervsministeren i svaret til Folketinget.

Lige nu er over 3.000 iværksætterselskaber under tvangsopløsning eller konkurs, viser tal fra cvr-registeret.

De seneste år har der været en langt højere andel af iværksætterselskaber, som er blevet tvangsopløst i forhold til aktieselskaber eller anpartsselskaber.

SelskabsformSelskaber i altAntal selskaber under konkursAntal selskaber under tvangsopløsningAndel af selskaber under konkurs i pct.Andel af selskaber under tvangsopløsning i pct.
A/S82.605981741,190,09
ApS433.3676.0292.5041,390,58
IVS39.9231.4981.6513,754,14

Kilde: Cvr-registeret

BRANCHENYT
Læs også