Erhverv

Facebooks-stifter sejler i luksusyacht for millioner

Mark Zuckerberg skulle ifølge flere medier have overtage et norskbygget fartøj med egen helikopter og 43 besætningsmedlemmer.

Mark Zuckerberg menes at have investeret i også fremover at kunne lægge til kaj i Middelhavets havne med egen luksusyacht. Foto: AP Photo/Lionel Cironneau.

Rettelse: Facebook har siden publiceringen af denne artikel orienteret medier bredt om, at omtalte handel IKKE har fundet sted, og  at Mark Zuckerberg ikke har købt den omtalte yacht.

Facebooks stifter Mark Zuckerberg er angiveligt blevet godt sejlende. I hvert fald skriver flere medier, at den amerikanske milliardær har købt en lukusyacht.

Salgsprisen kendes ikke, men skibet skulle have en listeværdi på 95-150 mio. dollars – 580-910 mio. kr. - afhængig af udstyret ombord.

Fartøjet Ulysses blev bygget på et norsk værft i 2014 på bestilling fra Greame Hart, der regnes som New Zealands rigeste og har investeringsselskabet Rank Group.

Ifølge det tyrkiske medie Hürriet Daily News  skulle de to parter have indgået handlen, og Zuckerberg angiveligt allerede brugt fartøjet i nogle måneder.

Det norske medie E24.no skriver, at yachten er 109 meter lang og har bl.a. egen helipad. Til fartøjet hører nemlig både helikopter sammen med bil og motorcykel.

Kommunikationschef Ellen Kvalsund på det norske værft Kleven Maritime AS, som har bygget Ulysses, siger til E24, at det er en båd med masser af plads. Yachten er ifølge hende bygget, så den ikke behøver at ligge til kaj, da den kan sejle i al slags vejr.

Ulysses kan have 30 gæster om bord ad gangen i de 15 private kahytter. Der er 43 besætningsmedlemmer, og skibet kan sejle med en max-hastighed på 15 knob.

Læs også