Bjarne Riis og rigmænd vil sende cykelhungrende danskere til Mallorca
Virtu Cycling Group overtager rejsebureau med speciale i cykelrejser til populær ferieø
Den danske koncern Virtu Cycling Group, som driver en række aktiviteter inden for cykling, har netop opkøbt rejseselskabet Cykler Mallorca igennem sit selskab Virtu Travel.
Dermed har selskabet, hvis ejerkreds tæller tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis, Saxobank-stifter Lars Seier Christensen og Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen, opkøbt sit andet rejsebureau inden for en kortere periode.
Det skriver branchemediet Standby.
Igennem koncernens rejseselskab Virtu Travel opkøbte ejerkredsen således rejseselskabet Optour i sommeren 2017.
Mallorca Cykler fokuserer særligt på cykelrejser til byen Selva på Mallorca, hvor selskabet siden opstarten i 2012 har haft et tæt samarbejde med byens hoteller og villaer.
»Egentlig lå det ikke i kortene, at vi skulle have Mallorca på vores hylde. Vi har altid fokuseret på det autentiske, og vores fokus på både turen op ad bjerget, bistroen, kun de lokale kender, og fællesskabet rammer noget i markedet, og alt det fandt vi i Selva,« oplyser Michael Benzon og Mikkel Würtz, der står for den daglige drift i Virtu Travel, til Standby.
Med det nye opkøb fortsætter Virtu Cycling Group med at udvide sine cykelsportsaktiviter, der i forvejen b.la. tæller salg af cykeltøj og et professionelt cykelhold.
Virtu Cycling Group blev stiftet i august 2016 under navnet Riis Seier Denmark af Bjarne Riis og Lars Seier Christensen. I efteråret 2017 købte Jan Bech Andersen sig ind i selskabet.
Selskabet overtager Mallorca Cykler fra dets grundlægger Poul Kornerup Lauridsen, der til Standby begrunder salget med »efter nogle gode år at være løbet tør for kræfter«.

