Erhverv

Kamp om fodboldstjerner og eksplosive sponsorbeløb: Nike sparker sig selv langt foran konkurrenter

Selvom kampen og prisen på spillertransfers er eksploderet de senere år, er markedet for personlige sponsoraftaler med fodboldspillere og klubber også støt stigende. Nike har fået et forspring i duellen om at udstyre fodboldens største stjerner.

Neymar er en af Nikes største og dyreste sponsoraftaler. I alt tjener brasilianeren i omegnen af 163 mio. kr. om året på diverse sponsoraftaler. Foto: Michel Euler/AP.

I sommer blev alle tidligere rekorder slået, da den franske fodboldklub Paris Saint-Germain erhvervede sig historiens to dyreste fodboldspillere Neymar Jr. og Kylian Mbappé. Tilsammen kostede de i omegnen af tre mia. kr.

Inflationen på transfermarkedet er reel, men det er ikke kun spillerhandlerne, der bliver dyrere og dyrere. Det gør fodboldspilleres sponsoraftaler også. Hos sponsorerne er der bl.a. rift om at udstyre spillere med fodboldstøvler, og her har Nike bragt sig langt foran sine konkurrenter. Det skriver dn.no.

»På fem år er prisen om spillere med de samme kvalifikationer blevet fordoblet,« forklarer chef for CIES Football Observatory Raffaele Poli.

»Det er en krig om de største spillere og en dramatisk øgning i sponsorbeløbene.«

CIES Football Observatory foretager statistisk analyse af fodbolden, og ifølge enheden er de 100 dyreste spillere fra Europas fem største ligaer (England, Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland) tilsammen knap 67 mia. kr. værd.

Fordeler man markedsværdien af disse 100 spillere på støvlesponsorer, havner Nike øverst med 57 pct. Den amerikanske tøjproducent har bl.a. tegnet personlige aftaler med Cristiano Ronaldo, Neymar og det franske stortalent Kylian Mbappé. Adidas, som er Nikes største konkurrent, har kontrakt med 33 pct. af spillerne. Her finder man stjerner som Lionel Messi, Paul Pogba og Luis Suárez. Langt efter kommer producenterne Puma og Under Armour.

I de fem største ligaer generelt har Nike også et overtag, da 60 pct. af alle spillere brugte Nike-støvler i den forgangne sæson. Men samlet set fører tyske Adidas på salget af fodboldudstyr, der generelt er eksploderet de senere år.

I den danske Superliga er Nike og Adidas-dominansen dog ikke at finde. Her bliver to hold sponsoreret af Adidas (FC København og Lyngby BK), mens kun et har en aftale med Nike (FC Midtjylland). Til gengæld har hele seks klubber kontrakt med danske Hummel (Brøndby IF, AC Horsens, AaB, OB, SønderjyskE og AGF).

FC Barcelona skrev sidst i 2016 under med en kontrakt med Nike, som sikrer klubben i omegnen af 1.1 mia. kr. om året i 10 år, hvilket er en af historiens største aftaler.

BRANCHENYT
Læs også