Landskendt slagter fik millioner for livsværket
Den landskendte Slagter Munch solgte livsværket til Tulip. Først nu kommer salgsprisen frem.
Munch-familien indkasserede en klækkelig gevinst, da de for lidt over et år siden solgte deres landskendte butik "Slagter Munch Skagen" til fødevarekoncernen Tulip.
Parterne oplyste dengang intet om salgssummen, men Munch-familiens selskab Munch Skagen Holding ApS har netop offentliggjort et årsregnskab, som løfter sløret.
Regnskabet omfatter perioden 1. oktober 2016 til 30. september 2017 og udviser et overskud på 10,2 mio. kr. Overskuddet er det i særklasse største nogensinde, hvilket skyldes indtægterne fra salget af slagterforretningen til Tulip.
Tulip overtog virksomheden "Slagter Munch Skagen" med virkning fra 1. januar 2017. I hele regnskabsåret 2016/17 har slagterforretningen haft et overskud før skat på 1,1 mio. kr. Tulip har ejet virksomheden i de sidste ni måneder af regnskabsåret, så det er kun en mindre del af resultatet, der tilfalder Munch-familien.
Det er med andre ord provenuet fra salget til Tulip, som udgør stort set hele overskuddet på 10,2 mio. kr. i slagterfamiliens holdingselskab.
Den kendte butik i centrum af Skagen blev åbnet for 112 år siden. Virksomheden, som blandt andet er kendt for Skagen Skinken, har de seneste mange år været drevet af slagtermester Jens Kruse Munch.
Han er tredje generation i familievirksomheden og gik i lære som slagter hos sin far i 1966.
Efter 50 år i virksomheden besluttede Jens Kruse Munch i 2016 at sælge til Tulip Food Company, som i den forbindelse lovede at »fastholde kvaliteten, håndværket og den faglige stolthed, som omgærder Slagter Munch-brandet«. Tulips adm. direktør Kasper Lenbroch betegnede "Slagter Munch Skagen" som »det måske stærkeste nichemærke i branchen«.
Jens Kruse Munch er nu gået på pension, men fjerde generation af familien er - under Tulips ejerskab - fortsat aktive i virksomheden, hvor datteren Marie Kruse Munch nu er ansat som direktør.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Munch-familien til det nye regnskab, hvori der foreslås et udbytte for regnskabsåret på 4 mio. kr. og et ekstraordinært udbytte på 5 mio. kr. Familiens holdingselskab ejes af Jens Kruse Munch og hans to døtre. Selskabet har en egenkapital på 23 mio. kr.