Erhverv
BREAKING
0

Milliardær-arving i Samsung løsladt fra fængsel

Samsung-arving Jay Y. Lee er løsladt efter knap et års fængsel i forbindelse med korruptionsskandale.

Samsung-arvingen Jay Y. Lee blev mandag morgen løsladt. Foto: Ahn Young-joon (AP)

353 dages fængsel blev det til for Jay E. Lee, Samsung-imperiets tronarving.

Højesteret i Sydkorea løslod ham tidligt mandag morgen og halverede samtidig hans fængselsdom fra de oprindelige 5 år til 2,5 år.

Det skriver Bloomberg.

Jay E. Lee er nu på prøveløsladelse de næste fire år.

I august blev den 49-årige arving til verdens største smartphoneproducent dømt skyldig for bestikkelse og underslæb af en domstol i Seoul.

Jay Y. Lee erklærede sig på daværende tidspunkt uskyldig og appellerede også domstolens beslutning, til trods for at dommen var syv år kortere end de 12 år, den sydkoreanske anklagemyndighed havde ønsket.

Dommen mod Samsung-arvingen var første gang i Sydkoreas historie, at en erhvervsleder blev dømt skyldig i bestikkelse, hvor Samsung-familien og andre store konglomerater indtil da havde været kendt og berygtede for deres evne til at undslippe loven.

Hele sagen startede oprindeligt, da Jay Y. Lee blev anklaget for at have betalt et beløb svarende til 254 millioner kr. til den nu afsatte præsident Park Geun-hyes veninde Choi Soon-sil, så veninden kunne øve indflydelse på præsidenten.

Choi Soon-sil, der modtog bestikkelsen, er beskyldt for at have misbrugt sin indflydelse på præsidenten til at afpresse bl.a.både Samsung og Huyndai til at betale gigantiske millionbeløb.

Samsung har i Lees fravær udpeget nye ledere og ser ikke ud til at være at have været synderligt påvirket af næstformands skandale. I 2017 steg Samsungs aktie med 41 pct.

Lee er barnebarn til den afdøde Samsung-grundlægger, Lee Byung-Chul, og han er således god for knap 50 mia. kr., ifølge Forbes.

Den sydkoreanske ekspræsident, Park Geun-hye, afventer stadig dom og risikerer 10 års fængsel, hvis hun kendes skyldig.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også