Dansk trio solgte firma - har delt næsten 200 mio. kr. mellem sig
Et nyt regnskab kaster lys over salget af fødevarevirksomheden Geia Food, der var ejet af tre danske erhvervmænd.
Tre danske erhvervsmænd scorede en klækkelig gevinst, da de i oktober solgte aktiemajoriteten i Geia Food, der handler med fødevarer i hele Norden.
Det var det norske investeringsselskab Credo Partners, der i oktober købte 55 pct. af Geia Food fra de tre ejere, Keld Gregersen, Lau Lejgaard og Jens Junge Mortensen. Hvor mange millioner trioen fik for salget, ønskede de ikke at oplyse.
Nu kaster et nyt regnskab fra deres fælles holdingselskab lys over handlen. Her fremgår det, at trioen tjente i omegnen af 190 mio. kr. på salget.
Geia Food er vokset stærkt gennem de seneste år og har rundet en omsætning på 1,1 mia. kr. Selskabet blev stiftet i 2013 som en fusion af A Frost med hovedsæde i Aalborg og Mortensen Food i Skælskør.
Bag A Frost stod Keld Gregersen og Lau Lejgaard. Manden bag Mortensen Food var Jens Junge Mortensen.
De tre rigmænd er fortsat som mindretalsaktionærer i Geia Food efter salget til Credo Partners. Ejerkredsen er desuden blevet udvidet, så den også omfatter adm. direktør Claus Ravnsbo.
Vi kan både vokse organisk og via opkøb, og dermed kan vi i endnu højere grad opfylde vores ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner for detailhandelen, når det drejer sig om at finde de bedste fødevarer til kunderne.Claus Ravnsbo, adm. direktør i Geia Food, i forbindelse med salget til Credo Partners.
Geia Food leverer frosne og ferske fødevarer samt drikkevarer til samtlige dagligvarekæder i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Det har været en indbringende forretning for de tre tidligere hovedejere, der allerede inden salget til Credo Partners var gode for adskillige millioner kroner.
Geia Food har afdelinger flere steder i Norden og beskæftiger over 60 ansatte.


