Erhverv

Kendt it-millionærs regnskabsfirma tjener penge for første gang

Martin Thorborg solgte i efteråret 2016 Dinero til norske Visma. Nu har regnskabsvirksomheden lavet sit første overskud, og antallet af kunder er øget betragteligt.

Martin Thorborg solgte i 2016 Dinero for knap 150 mio. kr. Nu laver virksomheden sit første overskud nogensinde. Foto: Charlotte De La Fuente.

Alt hvad it-iværksætteren Martin Thorborg rører ved, bliver til guld.

Ovenstående er måske ikke nødvendigvis helt sandt, men Martin Thorborg har gennem årene skabt flere succesvirksomheder og solgte dem videre med stor fortjeneste.

I efteråret 2016 var turen kommet til Dinero, som tilbyder virksomheder hjælp til regnskaber. Dinero blev solgt til Visma for knap 150 mio. kr. uden nogensinde at have haft overskud.

Det overskud er til gengæld kommet nu i Dineros femte regnskabsår.

I 2017 havde Dinero således en indtjening efter skat på 6,9 mio. kr. Samtidig steg omsætningen med 82 pct. fra 17 til 30,9 mio. kr.

»Det er en milepæl, som markerer, hvor langt vi er nået som virksomhed. Vi laver et flot overskud, på trods af at mere end halvdelen af de små virksomheder, der bruger Dinero, intet betaler. Så jeg er på alle måder sindssygt stolt over resultatet,« siger Martin Thorborg, der stadig er adm. direktør i Dinero, i en pressemeddelelse om regnskabet.

Antallet af betalende kunder steg med 50 pct. i 2017 til 19.000, mens nogenlunde samme antal bruger Dineros gratis regnskabsprogram.

Da Dinero blev solgt til Visma, var der ifølge Martin Thorborg stor bekymring blandt brugerne, om det gratis regnskabsprogram ville forsvinde.

»Her næsten halvandet år senere findes gratisversionen stadig, og jeg er stolt af, at vi næsten fordobler vores omsætning og leverer et positivt rekordresultat, samtidig med at vi giver et gratis regnskabsprogram til nye iværksættere,« siger han.

Dinero har gang i en række projekter, heriblandt investerer virksomheden stort i udviklingen af et produkt kaldet Dinero Rating. Det skal hjælpe små virksomheder i kampen mod dårlige betalere.

Martin Thorborg blev for alvor kendt, da han for år tilbage solgte Jubii. Sidste år kom det også frem, at han havde købt Brian Laudrups tidligere villa på Skodsborg Strandvej nord for København.

Læs også
Top job