Benzinkæde pumper millioner til rigmand og hans familie
Det tog en del år, men nu strømmer pengene ind i benzinkæden Go'on, der er ejet af den velhavende Hanssen-familie.
Den danske rigmand Søren Hanssen og hans familie har for alvor gjort deres landsdækkende benzinkæde til en indbringende forretning.
I syv år tabte familien tålmodigt penge på at opbygge det lille benzinselskab Go’on. Nu har benzinkæden over 125 ubemandede tankanlæg i hele landet og tjente i seneste regnskabsår 10 mio. kr. efter skat.
Det viser et nyt regnskab.
Overskuddet var »i stor udstrækning som forventet,« lyder det fra ledelsen i Go’on. Forventningen er, at det i år bliver lige så stort, samtidig med at Go’on vil fortsætte med at åbne nye benzinanlæg.
Familien Hanssen, der står bag Go’on-kæden, opbyggede i sin tid en formue på at grundlægge kæderne Fakta og Big Store, som familien senere solgte til Coop.
I dag er familien og dets overhoved, Søren Hanssen, bl.a. storaktionær i modekoncernen IC Group, ligesom familien ejer en række ejendomme.
Go’on-kæden blev etableret i 2009. Den har år efter år bredt sig på det danske landkort med simple, ubemandede tankanlæg. Først primært i mindre bysamfund, men nu også i og omkring de større byer.
Hele benzinkæden styres af kun 13 ansatte, der skal forsøge at skabe profit i et hårdt marked med små marginer og store konkurrenter.
Når man sælger brændstof til danskerne, er udviklingen i olieprisen ikke helt ligegyldig. Det fremgår også af det regnskab, som Go’on har sendt på gaden. I modsætning til visse andre spekulerer Go’on ikke i olieprisens udvikling, og selskabets indkøbskontrakter er indrettet, så kostprisen følger olieprisen på verdensmarkedet.
Men da selskabet konstant ligger inde med varelager på sine tankstationer, påvirker udsving i olieprisen værdien af dette lager.
Ifølge Go’on fortsatte priskrigen på salg af brændstof i 2017, og det vil den også gøre i de kommende år, spår selskabet.
»Der har de senere år været en række køb og salg af både selskaber og stationer i branchen, hvilket har givet en forskydning i markedsandele, uden at dette dog har lagt yderligere tryk på priskrigen,« skriver Go’on-ledelsen i det nye regnskab.
Adm. direktør i Go’on er Mick Kjær.

