Erhverv
0

Droppede skolen og stiftede eget firma: Nu er han mangemillionær

Rico Andersen scorede jackpot, da han sammen med Martin Thorborg solgte it-firmaet Ageras. Nu vil han »sparke mere røv end nogensinde før.«

Rico Andersen opbrugte to banklån og var tæt på at gå ned, da der tikkede en mail ind fra Martin Thorborg. Det blev hans redning.

Den 26-årige iværksætter Rico Andersen er ikke som de fleste.

Han droppede ud af handelsskolen for at blive selvstændig, var på randen af konkurs, slog sig sammen med en kendt serieiværksætter og endte med at sælge størstedelen af sit firma til en gruppe stenrige arabere.

Det indbragte den unge direktør 16 mio. kr., ifølge et nyt regnskab fra hans private pengetank.

»Nu er det mod nye tider, og jeg har i sinde at sparke mere røv end nogensinde før,« lyder det fra den nyrige iværksætter.

Det lå ellers ikke i kortene, at Rico Andersen skulle blive mangemillionær, da han forlod handelsskolen i Roskilde for at stifte firmaet Faadetgjort.dk.

Han opbrugte to banklån og var tæt på at gå ned, da der tikkede en mail ind fra Martin Thorborg. Han ville bygge en hjemmeside, hvor man kunne indhente tre tilbud fra fagfolk til den bedste pris.

Sammen med to andre iværksættere skabte Rico Andersen og Martin Thorborg it-firmaet Ageras, der tilbyder private og virksomheder tre tilbud inden for revision, bogholderi og advokatydelser.

Og efter flere år med heftig vækst blev firmaet i marts 2017 købt af den internationale investeringsgigant Investcorp, der bl.a. også ejer Georg Jensen.

Salgsprisen var hemmelig. Men der er tikket 16 mio. kr. ind på kontoen i Rico Andersens private selskab, Rico Andersen Invest ApS, der rummer hans ejerandel i Ageras.

»Jeg kan desværre ikke sige så meget om handlen med Investcorp, da den er underlagt fortrolighed,« siger Rico Andersen, som dog gerne vil kalde 2017 for »et godt år.«

Investcorp købte mellem 50 og 66,66 pct. af aktierne i Ageras. De resterende aktier er fordelt mellem Martin Hegelund Møller og Rico Andersen, der fortsat er adm. direktør.

»Mit fokus er stadig fuldt ud på Ageras. Det kapitel er bestemt ikke lukket for Martin Hegelund og mig endnu. Vi har stadig meget potentiale, som ikke er udnyttet, samt en ny, fantastisk stærk partner om bord,« siger Rico Andersen.

Martin Thorborg solgte samtlige sine aktier til Investcorp og er ikke længere en del af virksomheden.

»De to andre ejere af Ageras ville have nye ejere ind, som kunne fortsætte den nuværende retning, og jeg ville, lidt firkantet, bare have flest mulige penge. Vi endte med at få begge dele, og det er vi sindssygt tilfredse med,« sagde Martin Thorborg til Finans i forbindelse med salget.

Ageras har mere end 80 ansatte og er til stede i fem europæiske lande. Antallet af brugere er på over 140.000, og i det seneste regnskabsår omsatte virksomheden for 37 mio. kr.

Bundlinjen viste et underskud på 9,3 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også