Serier

Pensionskasse betalte millioner til Genan-stifters børn efter milliardtab

En forsinket underskrift kostede PKA dyrt i de afgørende forhandlinger med Genans stifter om en overtagelse af den skandaliserede dækvirksomhed.

Kollapset i Genan
Stifter af Genan, Bent A. Nielsen, blev presset ud af sin virksomhed i 2014, da PKA overtog virksomheden og iværksatte en redningsaktion for at afværge en truende konkurs. Foto: Mads Hansen Foto: Mads Hansen

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Pensionskassen for bl.a. sygeplejersker og socialpædagoger, PKA, har betalt 6 mio. kr. til Genan-stifter Bent A. Nielsens to børn i en hidtil ukendt aftale.

Det afslører en dom i en civil retssag, som Finans har fået aktindsigt i, og oplysningen bekræftes af PKA.

Aftalen blev lavet den 14. august 2014, da PKA pressede Bent A. Nielsen ud for at redde Genan i kølvandet af en skandale, der har kostet PKA over 1 mia. kr.

Sagen blev efterfølgende meldt til bagmandspolitiet, som i sidste måned tiltalte Bent A. Nielsen for mandatsvig og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Sagen kort
  • Genan i Viborg var kendt som en dansk miljøsucces indtil sommeren 2014, da virksomheden blev slået omkuld af en regnskabsskandale.
  • PKA havde indtil da ejet virksomheden sammen med stifteren, Bent A. Nielsen, men efterfølgende overtog pensionskassen virksomheden helt, og den har siden været igennem to rekonstruktioner.
  • Skandalen har udløst milliardtab til både PKA og Genans banker, og Deloitte måtte betale en erstatning på en halv mia. kr. på grund af sin rolle.
  • Sagen blev meldt til politiet, der har rejst tiltale for mandatsvig og bedrageri af særlig grov beskaffenhed mod Bent A. Nielsen, mens Genans tidligere revisor, Bjarne Nielsen, er tiltalt for medvirken til bedrageri.
  • PKA har siden skandalen drevet Genan videre med en ny ledelse, og virksomheden tjener nu penge på driften.

Baggrunden for udbetalingen til stifterens børn var ifølge PKA, at Bent A. Nielsen i sidste øjeblik truede med at hæve aftalen om at sælge sine aktier til PKA på grund af en forsinket underskrift fra en af virksomhedens bankforbindelser.

Da havde PKA allerede meldt aftalen ud i pressen, og pensionskassen gik med til at betale de 6 mio. kr. for at få lukket handlen endeligt.

»Det var en formalitet, og den benyttede Bent A. Nielsen sig af til uden tøven at tage virksomheden og medarbejderne som gidsler,« siger investeringsdirektør i PKA, Michael Nellemann Pedersen.

Han siger, at Bent A. Nielsen først stillede nogle »uhyrlige krav«, men at PKA fik dem forhandlet ned og valgte at betragte de 6 mio. kr. som en del af købsprisen.

Når pengene skulle udbetales til børnene og ikke til Bent A. Nielsen selv, hænger det ifølge PKA-direktøren formentlig sammen med, at Genan-stifteren ville sikre sig imod at skulle betale dem tilbage igen i forbindelse med et evt. erstatningsopgør.

Det var en formalitet, og den benyttede Bent A. Nielsen sig af til uden tøven at tage virksomheden og medarbejderne som gidsler.

Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør i PKA

Bent A. Nielsen skriver i en e-mail, at aftalen om de 6 mio. kr. blev aftalt med PKA's topchef, Peter Damgaard Jensen. Derudover vil han ikke kommentere oplysningerne, men konstaterer, at Finans' journalist fremstår som »en nyttig idiot« for PKA.

Finans har været i kontakt med flere bestyrelsesmedlemmer i PKA, herunder bestyrelsesformand Bent Hansen. Kun Benny Andersen, der er formand for socialpædagogernes fagforening, vil sige noget.

Han oplyser, at han vil tage sagen op internt i PKA for at sikre åbenhed om forløbet. 

»Det vigtigt for mig, for jeg skal kunne stå på mål over for mine medlemmer, der betaler pension ind til pensionskassen,« siger Benny Andersen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også