Slikmillionær har vendt millionlussing
EL-PO Invest, der har manden bag Spangsberg-flødebollerne som storaktionær, har det seneste år klaret sig 105 mio. kr. bedre på bundlinjen.
Fra et gedigent underskud på 73 mio. til et overskud på 32 mio. kr.
Det er det facit, investeringsselskabet EL-PO Invest nu kan offentliggøre. Endda helt efter selskabets forventninger, fortæller erhvervsmanden Torben Bjørn Christensen, der er medejer af og direktør i EL-PO Invest.
»I det store underskudsår nedskrev vi voldsomt på nogle af værdierne i selskabet og forventede derefter overskud. Det har vi nu fået, fordi mange af vores investeringer går i den rigtige retning,« siger han til Finans.
Torben Bjørn Christensen ejer EL-PO Invest sammen med Michael Spangsberg, der står bag BonBon-slikket, Karen Volf-småkagerne og flødebollerne med familiens navn.
Gennem EL-PO Invest ejer de to aktier i en række virksomheder, heriblandt biotekselskabet Dandrit, som har levet en omtumlet tilværelse de seneste år.
Men prominente erhvervsfolk som Pandora-milliardæren René Sindlev og Karsten Ree har sammen med Torben Bjørn Christensen og Michael Spangsberg været med til at rydde op i Dandrit.
Det har fået Dandrit-aktien til at gå fra en pris på 1 dollar til nu at koste 6,75 dollars på lidt over ét år på OTC-børsen i USA, hvor Dandrit er noteret.
»Jeg håber, at vores oprydning i Dandrit er årsagen til kursstigningen. Der har i hvert fald været en kreds af personer, som virkelig har taget godt fat om udviklingen i det selskab,« siger Torben Bjørn Christensen.
EL-PO Invest, der indtil november 2017 gik under navnet PO-MA Invest, har trods det nye overskud fortsat en negativ egenkapital på 44 mio. kr.
Samtidig er selskabets kortfristede gæld på hele 145 mio. kr. Den primære kreditor har dog tilkendegivet, at der ikke skal afdrages på gælden i løbet af det næste år.
Det er dog ikke alt, der er fryd og gammen for Torben Bjørn Christensen og Michael Spangsberg.
I december kunne de offentliggøre et millionunderskud i cykelkæden Heino Cykler. Årsagen var ifølge regnskabet en konkurs i en anden cykelkæde, Webike, som de to rigmænd var med til at købe aktiemajoriteten i syv måneder før konkursen.

