Fortsæt til indhold

Gør en god handel - prisfesten på brugtbilsmarkedet slutter om lidt

Bilforhandlerne er færdige med at dumpe priserne på brugte biler i lyset af efterårets afgiftsnedsættelser.

Erhverv

De danske bilkøbere har siden november nydt godt af lave priser takket være den politiske aftale om afgiftnedsættelse.

Det gælder ikke mindst på brugtbilmarkedet, hvor Bilbasens prisindeks er faldet med otte pct. de seneste fire måneder.

Til sammenligning faldt priserne på nye biler med 6,6 pct.

I sine 20 år i bilbranchen har Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, ikke set noget lignende.

»Sidste gang, vi havde en lignende afgiftsændring, var i 2015, hvor priserne faldt lige meget på nye og brugte biler. Med den seneste ændring har prisjusteringen været større for brugte biler,« siger Jan Lang.

Prisfaldet gælder dog ikke alle typer af brugte biler.

»Det er typisk de nyere, brugte biler, der falder i pris. Vi har stort set ikke nogen effekt på biler med over fem år på bagen, men en massiv effekt på biler, der er under tre år og yngre,« siger Jan Lang.

De lave priser har også kunnet mærkes på salget.

I februar blev der lavet 43.252 transaktioner (heraf størstedelen køb) af brugte biler i forhold til 41.700 i februar sidste år - en stigning på 3,7 pct.

For nye biler blev der solgt 37.195 i de to første måneder af 2018, ifølge tal fra Bilbranchen under DI.

»Der er altså stadig rig mulighed for at gøre et godt køb,« konstaterer Jan Lang.

Han nævner som eksempel en ét år gammel Volkswaqen Touran, der før afgiftsændringerne havde en listepris på over 310.000, mens en tilsvarende model nu forhandles til under 270.000 kr.

En brugt Mercedes CLS500 kostede op med 1,5 mio. kr. og kan i dag findes til 200.000 kr. mindre, lyder et andet eksempel fra Jan Lang.

Prisfesten ser dog ikke ud til at fortsætte.

»Når der er så meget gang i både nybils- og brugtvognsmarkedet, har brugtvognsforhandlerne ikke noget incitament til at sænke priserne yderligere. Der er ingen grund til at sænke prisen på bollerne, når det går som varmt brød,« siger Jan Lang.

Heller ikke efter det store påskesalg blandt de danske bilforhandlere.

»Går man ud i markedet nu og finder en 2-3 år gammel Ford Mondeo eller Volkswagen Passat er risikoen for, at den pludselig dropper 5-10 pct. i pris efter påske meget lille« siger Jan Lang.

Den betragtning er Jeppe Laursen enig i. Han ejer Bilhuset Laursen i Køge og er formand for DBFU, der repræsenterer 150 brugtbilforhandlere.

»Det virker som om, at vi har fået justeret markedsituationen på plads. Jeg tror ikke, der kommer yderligere prisfald. Kurven begynder at flade ud nu,« siger Jeppe Laursen.

Er man på udkig efter en brugt bil, er det med andre ord nu, man skal slå til, mener Jeppe Laursen.

»Efter afgiftsnedsættelsen er lagrene blevet fyldt, så der er udsigt til at gøre en god handel,« siger Jeppe Laursen og nævner ligesom Jan Lang modeller som Ford Mondeo og Volkswagen Passat, som er i rigt udbud og derfor særligt prisvenlige.

Når prisniveauet er bemærkelsesværdigt langt nede, kommer det først og fremmest leasingkunderne til gode, forklarer han.

»Den bil, kunden kører i, er jo også blevet nedskrevet. Det skal bilejerne have for øje. Du sparer meget på den bil, du køber, men du får samtidig mindre for den bil, du gerne vil af med. Det gælder ikke for leasingkunderne, der lettere kan komme ud af kontrakten« siger han.

Idet avancen for brugtbilsforhandlere for tiden er lille, skal entusiastiske købere heller ikke regne med de store rabatter.

»Jo mindre avancen bliver, jo mindre har vi at handle med. For kunden gør det dog ikke den store forskel, da bilen i forvejen er prisjusteret så markant, at det overgår rabatten mange gange,« siger Jeppe Laursen.

Artiklens emner
Bilbasen
DBFU