Fortsæt til indhold

Lego har 180 mio. kr. i klemme hos kollapset legetøjskæde

Lego er »meget skuffet« og »ekstremt urolig« over udviklingen i Toys "R" Us, der snart er fortid i USA.

Salget af Legos produkter i de snart nedlukkede Toys "R" Us-butikker i USA kommer andre kreditorer end Lego til gode. Foto: AP Photo/The Saginaw News, Jon Garcia
Erhverv

Kollapset i den verdenskendte legetøjskæde Toys ”R” Us har udsigt til at gøre ondt på Lego.

Den danske legetøjsgigant har mere end 30 mio. dollars, svarende til omkring 180 mio. kr., i klemme hos Toys ”R” Us.

Det fremgår af et dokument, Lego har indsendt til det amerikanske retssystem i forbindelse med behandlingen af Toys ”R” Us’ kollaps.

At Lego har 180 mio. kr. til gode hos Toys ”R” Us er korrekt, fortæller Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk.

»Beløbet, der fremgår af dokumentet, kan jeg bekræfte. Vi arbejder på at sikre en optimal løsning for Lego-koncernen, men har herudover ikke yderligere at bidrage med,« skriver han i en mail til Finans.

Retsdokumentet er indsendt, få dage efter at det i midten af marts kom frem, at Toys ”R” Us vil lukke samtlige af sine 800 butikker i USA, medmindre en køber melder sig på banen.

Da Toys ”R” Us i øjeblikket behandles som en såkaldt kapitel 11-likvidation, står Lego ikke først i køen af kreditorer. Med andre ord sælges Legos varer for at kunne betale andre kreditorer i køen.

Det er Lego ifølge dokumentet »ekstremt urolig« over, da den som leverandør har hjulpet Toys ”R” Us i en usikker tid. Nu har Lego så ingen sikkerhed for at få penge for sine varer.

»Lego er meget skuffet over den pludselige nyhed om debitorens (Toys ”R” Us’, red.) beslutning om at likvidere sin amerikanske drift, og den uundgåelige skade dette vil have på alle virksomhedens interessenter, herunder nøgleleverandører som Lego,« skriver den danske legetøjsgigant i retsdokumentet.

Legetøjsleverandørerne til Toys ”R” Us i USA kan dog godt få deres produkter tilbage. Men det er kun muligt, hvis det sker på leverandørens regning og i en container, hvor der ikke er produkter fra andre leverandører.

Det skrev mediet Northjersey.com i marts.

Toys ”R” Us har i årevis kæmpet med indtjeningen og har været under hårdt pres fra bl.a. nethandlen, der har snuppet en større del af legetøjssalget.

Samtidig sidder Toys ”R” Us på en kæmpemæssig gæld - næsten 30 mia. kr. - som blev optaget, da en række kapitalfonde i 2005 købte selskabet.

I marts blev det også meldt ud, at Toys ”R” Us lukker samtlige sine butikker i Storbritannien. Herhjemme er Toys ”R”-butikkerne ikke i fare, da de er ejet af TopToy, som ikke har nogen direkte finansiel forbindelse til Toys ’R’ Us.

Artiklens emner
Legetøjsbranchen
Lego