Erhverv
0

Bone's blev solgt: Nye ejere tjener millioner

For andet år i træk tjener Bone's flere penge, viser nyt regnskab. Kæden har udvidet til det meste af landet.

I dag har Bone's 23 restauranter fordelt over det meste af landet. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup.

Den amerikansk-inspirerede restaurantkæde Bone's har stor succes med at sælge spareribs og softice ad libitum til danskerne.

Under nye ejere har Bone's igen formået at løfte indtjeningen, viser et nyt regnskab. Således tjente restaurantkæden sidste år 8,7 mio. kr. mod 5,3 mio. kr. året før.

Ledelsen kalder resultatet »tilfredsstillende« og forventer, at der er endnu flere penge på kontoen, når regnskabet for 2018 skal gøres op.

Den første Bone's-restaurant slog dørene op for 27 år siden. I dag har Bone's 23 restauranter fordelt over det meste af landet. De er særligt kendt for at servere spareribs i forskellige størrelser og henvender sig især til børnefamilier.

Bone's blev grundlagt af John Henriksen, Tom Sørensen og Kristian Kaasgaard. I 2016 solgte de imidlertid kæden til selskabets adm. direktør Jan Vinther Laursen og to investorer, Morten Strømsted, der ejer MST Finance, og Peter Korsholm, ejer af DSV Miljø-koncernen og tidligere partner i kapitalfonden EQT.

Ejerne foreslår, at der trækkes 5 mio. kr. ud af Bone's som udbytte. Det fremgår af det nye regnskab.

Bone's er ikke den eneste restaurantkæde herhjemme, der oplever succes. Mens landskendte Jensens Bøfhus kæmper med store underskud, har kæder som bl.a. Restaurant Flammen og Dalle Valle fremgang.

BRANCHENYT
Læs også