Fortsæt til indhold

Hesalight-stifter tiltalt for svindel for mere end 500 mio. kr.

Bagmandspolitiet rejser nu tiltale mod den tidligere direktør i konkursramte Hesalight.

Erhverv

Stifteren af den fallerede lampekomet Hesalight, Lars Nørholt, bliver nu tiltalt for svindel for mere end halv mia. kr. Helt nøjagtigt 562 mio. kr.

Det oplyser vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen fra SØIK, bedre kendt som bagmandspolitiet, i en pressemeddelelse.

»Den tiltalte har efter anklagemyndighedens opfattelse groft udnyttet sin position, og mange har lidt store tab på grund af hans handlinger. Derfor rejser vi nu tiltale i sagen, der er blevet grundigt og effektivt behandlet af SØIKs efterforskere og anklagere,« siger han.

Hesalight gik konkurs i 2016, da det viste sig, at virksomheden uretmæssigt havde indtægtsført ordrer, længe inden pengene var i kassen. Investorer som Pensam, Pensiondanmark, Ikea og Danske Capital havde forinden lånt Hesalight omkring 600 mio. kr. gennem køb af virksomhedsobligationer.

Senere konkluderede kurator Henrik Selchau Poulsen, at Nørholt havde kanaliseret penge ud til sig selv via ulovlige lån og blandt andet brugt en del af dem på luksusejendomme.

Bagmandspolitiet gennemførte ransagninger i november 2016 og rejste flere sigtelser.

»Vi mener at kunne bevise, at den tiltalte vildledte en række investorer til at investere over en halv milliard kroner i Hesalight. Det gjorde han blandt andet ved at indtægtsføre falske ordrer for mange millioner kroner i årsregnskabet. Det fik virksomhedens fremtid til at se langt lysere ud, end den var,« siger Niels Vejlby Hansen.

Udover svindeltiltalen bliver Lars Nørholt også tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed ved at lade Hesalight betale udgifter for 58 mio. kr. og overføre 3,4 mio. kr. til sine private konti.

I det seks sider lange anklageskrift tiltaler SØIK yderligere den 46-årige for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, dokumentfalsk af særlig grov karakter og momssvig af særlig grov beskaffenhed. Momssvindlen alene udgør over 17 millioner kroner.

»Det er heldigvis sjældent, at vi tager så mange af straffelovens paragraffer i brug. Det siger noget om, hvor omfattende og systematisk svindlen har været. Det har også betydet, at efterforskningen har været meget kompliceret,« siger Niels Vejlby Hansen.

Foruden fængselsstraf og tillægsbøde vil bagmandspolitiet have retten til at tage stilling til, om værdier til 61 mio. kr., herunder tre luksusejendomme på Mallorca, skal konfiskeres.

Retssagen begynder den 29. august og er berammet til at vare 25 retsdage.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Lars Nørholt, men hans forsvarsadvokat, Anders Németh, siger:

»Min klient nægter sig skyldig og ser frem til at kunne redegøre for hele forløbet, når sagen starter.«

Artiklens emner
Hesalight
Bagmandspolitiet