Erhverv

Millionerne fosser ud: Rigmænd holder liv i dansk pakkefirma

Pakkefirmaet Swipbox har udvidet til 42 lande. Men konceptet giver stadig dundrende underskud. Ejerne må igen lukke hullet.

Swipbox har hundredvis af pakkestationer fordelt over hele landet. Men konceptet giver endnu ikke overskud. Foto: Charlotte de la Fuente.

To diskrete rigmænd, en Danfoss-arving og Vækstfonden brænder fortsat millioner af på det danske pakkeboksfirma Swipbox, der har gang i en stor international satsning.

Ejerne af Swipbox måtte i 2017 se firmaet tabe næsten 17 mio. kr. Det var femte år i træk med underskud, og det samlede tab løber nu op i 90 mio. kr.

»Selskabet og dets datterselskaber er afhængig af tilførelse af yderligere finansiering i form af kapitalforhøjelser eller finansiering på anden vis for at kunne gennemføre de planlagte aktiviteter i 2018,« skriver ledelsen i det nye regnskab.

For at sikre driften har ejerne, der består af de to rigmænd bag Micro Matic, Svend-Aage Nielsen og Carl Christian Nielsen, Vækstfonden og Danfoss-arving Peter Mads Clausen, lavet en kontant kapitalforhøjelse, fremgår det.

Dermed er egenkapitalen i Swipbox igen positiv.

De store underskud i firmaet skyldes især, at Swipbox, der leverer pakkestationer til bl.a. supermarkedskæder, har investeret massivt i at udvide sin forretning til 42 europæiske lande.

Konceptet bag Swipbox består af selvbetjeningsautomater, hvor netkunder ved hjælp af en kode på deres mobiltelefon selv kan afhente deres pakker. Derudover er Swipbox i gang med at udvikle et helt nyt koncept, der skal lanceres i løbet af året.

I spidsen for det tabsramte pakkefirma står Allan Kaczmarek. Vækstfonden, der er en del af ejerkredsen, har tidligere udtalt, at underskuddene i pakkefirmaet ikke er bekymrende.

»I takt med den stigende nethandel kommer der endnu flere privatpakker. Vi gætter på, at lidt under en tredjedel foretrækker at hente deres pakker i en boks, når de alligevel er ude og handle. Her er Swipbox en ideel løsning,« har bestyrelsesmedlem Stig Poulsen udtalt til Finans.

I det nye regnskab fra Swipbox fremgår det, at »aktionærerne bakker op om virksomheden og er parate til at tilføre kapital.«

Læs også