Erhverv
BREAKING

Aldi taber igen mange millioner i Danmark

Den danske Aldi-kæde må atter have skudt millioner ind i ny kapital fra det tyske moderselskab. Siden 2011 har de danske butikker givet et samlet underskud på 1,5 mia. kr.

Aldi har været på det danske marked i 40 år med discountbutikker. Foto: Casper Dalhoff.

Selvom omsætningen faktisk stiger, fosser pengene fortsat ud af kassen i den danske del af discountkæden Aldi. 2017 gav et minus på 326 mio. kr. Kæden har dermed haft et samlet underskud her i landet på over 1,5 mia. kr. de seneste syv regnskabsår.

En væsentlig forklaring på underskuddet i fjor er, at kæden valgte at lukke 32 tabsgivende butikker. Antallet er nu nede på 189.

Koncernen
  • Aldi er en af verdens største discountkæder.
  • Åbnede i 1977 Danmarks første discountbutik.
  • 189 butikker i Danmark og beskæftiger ca. 2.300 medarbejdere her i landet.
  • Ejes af Aldi Nord er en familieejet tysk dagligvarekoncern med hovedsæde i Essen.
  • Koncernen har ca. 5.000 butikker i ni lande: Tyskland, Polen, Belgien, Danmark, Frankrig, Luxembourg, Holland, Portugal og Spanien.
  • Aldi Nord omsatte i 2016 for ca. 155 mia. kr.

»Det er selvfølgelig et stærkt utilfredsstillende resultat, men lukningen af butikkerne betød store afskrivninger på ejendomme. Desuden havde vi et år med alt for store lagre af såkaldte nonfoodvarer, altså andet end fødevarer. Det har været dyrt at realisere,« siger Finn Tang, der er ny adm. direktør for Aldi Danmark.

Samlet sidder de fem danske discountkæder på over 40 pct. af markedet. Aldis markedsandel vurderes til at ligge på ca. 3 pct.

Kæden ejes af den tyske storkoncern Aldi Nord. Moderselskabet har gennem årene vist stor tålmodighed med den danske kæde, som har fået flere kapitalforhøjelser. I alt op mod 1,5 mia. kr. de seneste år og før resultatet i 2017.

Ifølge Finn Tang har moderselskabet givet endnu en stor, trecifret millioninvestering til det danske selskab. Uden at præcisere tallet, oplyser han, at summen både dækker underskuddet samt nye investeringer i butiksnettet.

Omsætningen hos Aldi steg med 4 pct. i 2017. Finn Tang og den øvrige ledelse har lagt en ny strategi for den danske kæde. Den indebærer bl.a. mere moderne butikker samt større og ændret sortiment af produkter.

»Ejeren har tro på den strategi og står derfor fuldt bag os. Vi kan se de første måneder i år, at gennemsnitskøbet, som den enkelte kunde lægger, er stigende med den nye strategi,« siger Finn Tang. Han understreger dog, at 2018 også vil være et ”investeringsår”, som kan betyde et nyt underskud.

Markedet

Discountkædernes anslåede markedsandele på det danske dagligvaremarked i 2017 (pct.):

  • Netto: 15,7
  • Rema1000: 10,8
  • Fakta: 9,2
  • Aldi: 2,6
  • Lidl: 2,8
  • I alt: 41,2

Kilde: Retail Institute Scandinavia nov. 2017

For et år siden blev den danske discountkæde Kiwi lukket, mens Coop Danmark for kort tid siden meddelte, at den reducerer Fakta-kæden gennem lukning af 47 butikker.

Der er dog også oprustning igang blandt aktørerne i konkurrencen. Især er Netto, som ligger under Dansk Supermarked, Rema 1000 og Lidl de mest aggressive spillere. Detailekspert Flemming Birch peger også på, at selvom Fakta har lukket butikker, er den kæde i gang med moderniseringer og nye koncepter.

»Aldis berettigelse har altid været pris. Markedet for discount flytter sig, så forbrugernes ugentlige indkøbsbehov skal dækkes. Det arbejder Aldi nu med at flytte sig efter, selvom kæden hidtil har været lidt reaktive i forhold til konkurrenterne,« mener Flemming Birch, partner i konsulenthuset Birch & Birch.

Årsregnskab:

Aldi Danmark (mio. kr.)20172016
Omsætning3.8283.664
Driftsresultat-313-229
Årsresultat-326-243
Egenkapital1.5051.432
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også