Fortsæt til indhold

Kassen var tom: Iskæde måtte reddes efter milliontab

Paradis Is må notere et millionunderskud og en tom kasse i nyt regnskab. Direktør er dog fortrøstningsfuld.

Erhverv

Paradis-iskæden er under pres efter et hårdt 2017.

Det skriver Berlingske Business, der har fået indsigt i et nyt regnskab fra koncernen.

Regnskabet for 2017 viser, at iskoncernen oplevede et underskud på 7 mio. kr. Konsekvensen blev en negativ egenkapital på 5 mio. kr. Sammenlignet lød årets underskud for 2016 på 1,3 mio. kr.

I begyndelsen af 2018 skød ejerne ny kapital ind i Paradis-kæden som konsekvens af sidste års historisk dårlige resultat.

Direktøren John-Ole Hansen, der indtrådte som direktør i oktober sidste år, er dog fortrøstningsfuld.

»Vi kan nu se, at vores udholdenhed og anstrengelser har båret frugt. Så alt i alt er vi glade og ser meget positivt på fremtiden,« udtaler han i en pressemeddelelse og anerkender til Berlingske Business, at is-koncernen ikke har været god til at følge tidens tendenser som økologi og bæredygtighed.

Selskabet åbnede sin første butik i år 2000 i Nørregade i Aarhus. Paradis er et franchisekoncept med iscaféer på 50 placeringer i Danmark og 16 i Los Angeles. John-Ole Hansen udtaler i en pressemeddelse, at bl.a. det danske sommervejr sidste år var skyld i underskuddet.

»Desværre oplevede vi den dårligste sommer i 25 år, hvilket resulterede i en markant nedgang i kædesalget. Kombinationen af forøgelse af ressourcerne og en markant nedgang i salget er altid en dårlig cocktail for resultatet,« fortæller John-Ole Hansen om regnskabet.

John-Ole Hansen forsikrer i artiklen om, at virksomheden i 2018 kan producere og levere is til de eksisterende danske forretninger, og at de amerikanske butikker kommer til at vende bundlinjen i næste års regnskab.

»Vi har ikke strukket armene op endnu. Men vi har set lyset. Vi er overbeviste om, at vi begynder at være overrepræsenterede i København, og at vi kan kannibalisere vores egen forretning,« udtaler han til Berlingske Business.

Det var entrepenøren Thor Thorøe, der præsenterede de lækkersultne danskere for Paradis Is. Han solgte dog kæden videre i 2010 og er i dag involveret i Social Foodies.

Paradis Is er i dag ejet af investeringsselskabet Executive Capital, der består af en gruppe erhvervsfolk.

Artiklens emner
Paradis Is