Erhverv
0

Her er de værste og bedste kommuner til at udvikle nye virksomheder

Med op mod 800 nye virksomheder i 1. halvår af 2018 er Lyngby-Taarbæk Kommune topscorer.

Lyngby-Taarbæks Vidensby, som erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) roser. Foto: Lyngby-Taarbæk Kommune

Der er godt gang i erhvervslivet i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Med 757 nye virksomheder i 1. halvår af 2018 er Lyngby-Taarbæk den kommune i Danmark, der har skabt flest nye selskaber set i forhold til byens indbyggertal. Det viser en ny opgørelse lavet af regnskabsprogrammet Dinero på baggrund af tal fra CVR og Danmarks Statistik.

På en andenplads over de mest entreprenante kommuner ligger Albertslund Kommune, mens landets hovedstad Københavns Kommune indtager en tredjeplads.

Ifølge den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er der god grund til, at det netop er Lyngby-Taarbæk Kommune der er mange nye virksomheders favoritplacering.

»Jeg synes, at Lyngby er et at de mest attraktive steder i hele Danmark. Det er en fantastisk natur, charmerende byområder, gode skoler og institutioner. Samtidig har man formået at tiltrække store erhvervsvirksomheder og et af landets bedste universiteter. Jeg synes, at Lyngby har fået det hele til at gå op i en højere enhed og er et eksempel til efterfølgelse,« fortalte Rasmus Jarlov til lokalavisen Det Grønne Område for et par dage siden.

I den kedelige ende af opgørelsen ligger Lolland Kommune. Her er det kun blevet til 141 nye virksomheder i første halvår af i år, hvormed kommunen i forhold til dens indbyggertal indtager en bundplacering på listen.

Også Fanø, Frederikshavn og Nyborg har haft svært ved at tiltrække nye selskaber til kommunen, viser Dineros opgørelse.

BRANCHENYT
Læs også