Erhverv

Burger King i kønskamp: Kvinder skal betale det dobbelte

En opsigtsvækkende kampagne vil sætte fokus på prisforskellen på produkter, der er markedsført til kvinder og mænd.

Foto: Philip Davali/Polfoto

Det er en dyr fornøjelse at være kunde på fastfood-kæden Burger King i USA. I hvert fald hvis du er en kvinde.

En ny kampagne fra kæden vil sætte fokus på, at kvinder i mange tilfælde skal betale mere for et produkt, fordi det er henvendt til kvinder. Og det betyder en prisstigning på visse produkter. Det skriver Entrepreneur.

I en video fra Burger King ser vi par komme ind på restauranten og bestille de populære 'Chicken Fries'. Herefter får manden den traditionelle indpakning og skal betale 1,69 dollars, svarende til ca. 11 kr., mens kvinden skal betale 3,09 dollars, altså knap det dobbelte.

Den eneste forskel er, at indpakningen er pink, og at kyllingefritterne i stedet hedder 'Chick Fries'.

Da kunderne nægter at betale ekstra, bliver de spurgt af Burger Kings ansatte, om de ville sige noget, hvis det samme var sket på et apotek eller i en dagligvarebutik. Her er svaret nej.

Fænomenet bliver i USA kaldt 'The Pink Tax' og bliver ofte brugt om produkter som f.eks. barbergrej, der koster mere, hvis indpakningen er lyserød og markedsført til kvinder.

Ifølge fastfood-kæden koster et såkaldt kvindeprodukt 42 pct. af gangene mere, end det hvis det samme produkt er henvendt til mænd.

I slutningen af videoen opfordrer Burger King seeren til at deltage i kønskampen og kontakte de lokale politikere om problemet.

Det er ikke første gang, at Burger King pakker sin mad ind i politisk emballage. I Saudi-Arabien lancerede Burger King i juli en burger, der skulle hylde, at kvinder endelig havde fået lov til selv at køre i bil. Det endte dog ikke som planlagt for den amerikanske kæde.

Også under VM i fodbold kom Burger King i mediernes søgelys med en opsigtsvækkende kampagne. Her udlovede kæden en pengepræmie samt livslang levering af burgere til kvindelige kunder, hvis det lykkedes for dem at blive gravid med en fodboldspiller under verdensmesterskabet.

Kampagnen blev dog efter kort tid trukket tilbage med meddelelsen om, at »man ville sørge for, at noget lignende ikke ikke ville ske igen«.

BRANCHENYT
Læs også