Ægteparret Stine Goya og Thomas Hertz er for alvor slået igennem med deres tøjfirma.
Hun er ofte blevet kaldt den designer, som alle i modebranchen gerne vil lure af. Alligevel har Stine Goya og ægtefællen Thomas Hertz i mange år haft svært ved at skabe volumen og vækst i deres modefirma, Stine Goya A/S.
Men nu har ægteparret for alvor fået fart på, og overskuddet i deres virksomhed er næsten tredoblet. Det viser et nyt regnskab.
I regnskabsåret 2017/18 tjente Stine Goya A/S 6,2 mio. kr. efter skat. Bruttofortjenesten voksede fra 9 mio. kr. til 16 mio. kr.
Det er det klart bedste resultat i modefirmaets historie, og det kom efter et år, hvor Stine Goya og Thomas Hertz købte to modekendisser ud af selskabet.
Det drejede sig om Hummel-milliardæren Christian Stadil og tidligere koncernchef i IC Group Niels Mikkelsen, som hver især ejede 10 pct. af Stine Goya. De aktieposter købte Stine Goya og hendes mand i januar 2018 for 800.000 kr., fremgår det af regnskabet.
Dermed ejes Stine Goya A/S nu udelukkende af ægteparret.
Stine Goya står for design og produktion af selskabets kollektioner, mens Thomas Hertz har ansvaret for salg og administration. Virksomhedens tøj afsættes især i danske og skandinaviske butikker, men også hos kunder i bl.a. Tyskland, England, USA og Belgien.
Desuden har Stine Goya selv tre butikker. To i København og en i Aarhus. Og flere kan komme til.
»I en virksomhed med 10 år på bagen har vi de første år brugt ressourcerne på at skabe muligheder. Nu kan vi i stedet udnytte mulighederne. Det er rart. Nogle virksomheder gennemløber måske de første år hurtigere end os. Vi har brugt de første 5-8 år på at blive veletableret på det danske marked. Og det har været hovedelementet i strategien at skabe en sund forretning her. Så nu er vi klar til at gå videre,« sagde Thomas Hertz i fjor til Finans.