Erhverv
0

Højtflyvende arvinger lander over 100 mio. kr.

Det familieejede firma Vestergaard Company slår rekorder. Arvingerne bag firmaet er alle mangemillionærer.

Vestergaard Company er stærkt afhængig af vintervejret rundt om i verden. Jo hårdere vintre, desto større er behovet for afisere, der sikrer, at flymaskiner kan komme på vingerne. Foto: Gregor Fischer/AP

I den lille by Gevninge vest for Roskilde har en dansk familie gang i et bemærkelsesværdigt væksteventyr, der har gjort dem alle til mangemillionærer.

Den i offentligheden ukendte Vestergaard-familie tjente i seneste regnskabsår over 100 mio. kr. på at producere og sælge afiserudstyr til flyvemaskiner. Det viser et nyt regnskab, der er det bedste i selskabets historie.

»Vi er begunstiget af, at det går godt i vores industri, men vi har samtidigt formået at hente markedsandele og forbedre vores produktivitet,« siger adm. direktør Stefan Vestergaard i en pressemeddelelse.

Vestergaard Company, der er ejet af stifter Godtfred Vestergaards børn, formåede at løfte omsætningen med næsten 250 mio. kr. I alt omsatte firmaet for 710 mio. kr.

Overskuddet voksede fra 37 mio. kr. til 107 mio. kr.

Det familieejede selskab sælger sit afiserudstyr i store dele af verden og har datterselskaber i både USA og Frankrig. Antallet af medarbejdere er vokset til næsten 300.

Vestergaard Company er ikke blot afhængig af den generelle udvikling i luftfartsindustrien, men også af vintervejret rundt om i verden.

Jo hårdere vintre, desto større er behovet for afisere, der sikrer, at flymaskiner kan komme på vingerne.

Vestergaard-familien har nu på 10 år tjent næsten 500 mio. kr. på det firma, som Godtfred Vestergaard stiftede i 1962. Og de højtflyvende resultater stopper ikke her.

I år forventer familien endnu højere salg og et endnu højere overskud, fremgår det af regnskabet.

Ejerskabet af Vestergaard Company er ligeligt fordelt mellem Godtfred Vestergaards fire børn, Martin, Frida, Stefan og Brynjolfur Vestergaard, hvoraf sidstnævnte imidlertid døde i en tragisk ulykke tilbage i december 2016.

Adm. direktør Stefan Vestergaard har tidligere fortalt til Børsen, at familien meget gerne ser en eller flere fra næste generation overtage ejerskabet af familievirksomheden, når tiden er inde.

»Vi håber på, at det kan lade sig gøre, og vi arbejder aktivt med, at tredje generation begynder at involvere sig dybere i selskabet,« sagde Søren Vestergaard til Børsen.

Familien Vestergaard har nu en formue på 786 mio. kr. gennem Vestergaard Company og dets holdingselskab. Derudover har de enkelte familiemedlemmer store millionformuer stående i deres private holdingselskaber.

BRANCHENYT
Læs også