Fortsæt til indhold

Ny fyringsrunde: Landmænd bliver ramt

Landbrugsstyrelsen skal fyre 60-70 ansatte, og det kan få sagsbehandlingstider til at stige for landmændene, lyder det fra direktør.

Landbrugsstyrelsen skal fyre hver 20. medarbejder, og det rammer landmændenes sagsbehandlingstid, fortæller direktør. Foto: Anita Graversen
Erhverv

Ca. hver 20. medarbejder i Landbrugsstyrelsen vil i næste måned få en fyreseddel.

Det er et farvel til mellem 60 og 70 af styrelsens medarbejdere, der kan betyde længere sagsbehandlingstid for de danske landmænd.

Det skriver Altinget.

»Det her er selvfølgelig en mavepuster for denne her organisation, og det er gode kolleger, som vi kommer til at sige farvel til,« siger Landbrugsstyrelsens direktør Jette Petersen til Altinget.

Fyringerne kommer efter, at bevillingen til Landbrugsstyrelsen næste år falder med knap 70 mio. kr., ligesom Landbrugsstyrelsen rammes af et fald i år i bevillingen på ca. 18 pct.

»Vi taler om et så stort fald, at hele organisationen må være med til at løfte, og det betyder, at alle vores otte lokationer rundt i landet bliver ramt,« siger Jette Petersen til Altinget.

Direktøren peger på, at fyringsrunden vil få konsekvenser på den korte bane, og det betyder, at der kommer længere sagsbehandlingstid og dermed forsinkede udbetalinger til landmænd på ”nogle mindre ordninger”.

Det danske landbrug har været hårdt ramt af sommerens hede, der har skabt så massive økonomiske problemer, at regeringen i august kom med en hjælpepakke til det kriseramte erhverv.

Pakken indebar bl.a., at landmændene fik ekstraordinært mulighed for, at et areal næsten på størrelse med Fyn, bliver anvendt til produktion af foder. Der har siden været siden talt om, hvorvidt regeringen har yderligere på vej, og her spiller Landbrugsstyrelsen en rolle, hvis der skal udbetales til de nødlidende landmænd.

Det er samtidig også Landbrugsstyrelsen, der står for at udbetale den milliardstore landbrugsstøtte til landmænd i december måned, og disse udbetalinger vil få højprioritet, fastslår Jette Petersen over for Altinget.

Artiklens emner
Landbrugspolitik
Fyringer