Fortsæt til indhold

Norwegian vil have Kim Larsen på sine fly

Lavprisflyselskabet Norwegian håber, at den folkekære musiker Kim Larsen i fremtiden vil pryde deres fly.

Jørn Utzon, H.C. Andersen, Dirch Passer og den norske frihedskæmper Max Manus er blot nogle af de personer, der hyldes som såkaldte »halehelte« på Norwegians fly. Foto: Norwegian
Erhverv

Lavprisflyselskabet Norwegian håber, at et portræt af den for nyligt afdøde musiker Kim Larsen i fremtiden vil pryde selskabets fly. Det skriver branchemediet Check-In.dk.

Siden 2002 har selskabet udsmykket sine fly med billeder af personligheder, der har flyttet grænser, udfordret samfundet og inspireret.

Nu håber selskabets danske kommunikationschef, at Kim Larsen på et tidspunkt kan blive portrætteret på flyenes haler og derved blive en af de såkaldte »halehelte«.

»Der er ikke nogen tvivl om, at Kim Larsen var en af de helt store danskere på linje med de øvrige danske halehelte. Kim Larsen har spillet en stor rolle for alle danskere i flere generationer, så det er ikke umuligt, at vi vil kigge på det,« siger kommunikationschef Andreas Bjørnholm i Norwegian Danmark i en officiel kommentar.

Norwegian er kendt for sine mange halehelte, hvor afdøde musikere, skuespillere, videnskabsmænd og andre store personligheder hædres ved at få et portræt på halen af et af selskabets mere end 150 fly.

H.C. Andersen, Jørn Utzon, Richard Møller Nielsen og Dirch Passer er blot nogle af de danskere personligheder, som er portrætteret på flyenes haler og bliver vist frem i hele verden.

Selvom det ikke en gang er 14 dage siden, at den folkekære musiker Kim Larsen gik bort, har man siden i fredags kunne finde manipulerede billeder af Norwegian-fly med Kim Larsen på halen flere steder på de sociale medier.

Men selvom billedet er manipuleret, og det endnu ikke lægger fast, om Kim Larsen skal portrættes på Norwegians fly, så har selskabet ifølge Check-In.dk allerede haft den afdøde nationalskjald i tankerne.

»Jeg kunne personligt godt tænkte mig at få Kim Larsen på som en af vores halehelte - og han er en oplagt kandidat. Vi skal dog først have en godkendelse fra familie og de efterladte. Det vil nok være passende, at der går et stykke tid, hvis vi skal gøre mere ved det,« siger Andreas Bjørnholm til branchemediet.

Forrige år fløj 33 mio. passagerer med Norwegian, der er det sjettestørste lavprisselskab i verden.

Artiklens emner
Norwegian
Kim Larsen