Fortsæt til indhold

Krakket flyselskab skylder 500 kreditorer mere end 900 mio. kroner

Det konkursramte flyselskab Primera Air skylder 500 kreditorer mere end 900 mio. kr., viser tal fra Sø- og Handelsretten. Samtidig har flyselskabet kun aktiver for under 9 mio. kr.

Erhverv

913 mio. kr.

Så meget har kreditorerne til gode hos det krakkede flyselskab Primera Air, der for få uger siden måtte dreje nøglen om.

Det skriver Avisen Danmark, der har fået aktindsigt i et bilag i retsbogen fra Sø- og Handelsretten.

Primera Air var primært charteroperatør for Bravo Tours, der havde samme islandske ejer, nemlig rejsekoncernen Primera Travel Group, der står bag rejsearrangører i Danmark, Norge, Finland og Island.

I alt drejer det sig om ca. 500 kreditorer, der har penge til gode i flyselskabet, viser aktindsigten.

Den største kreditor er leasingselskabet Aviation Capital Group, der har et krav på ca. 28 mio. kr.

Derudover har de britiske skattemyndigheder HM Revenue and Customs et krav på 13 mio. kr., ligesom Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed også har et krav på 13 mio. kr.

Blandt de øvrige kreditorer finder man også Dan Taxi, Gjensidige Forsikring, Dansk Røde Kors og Erhvervsstyrelsen, skriver Avisen Danmark.

Det kan dog blive svært for kreditorerne at få deres penge retur.

Primera Airs ledelse har over for kuratellet oplyst, at det krakkede flyselskab kun har aktiver for ca. 8,7 mio. kr. Heraf 5,1 mio. kr. i kontanter og inventar, mens resten af beløbet dækker over bl.a. ejendomme og udstyr.

Både gældens samlede størrelse, antallet af kreditorer og Primera Airs samlede aktiver kan dog fortsat ændre sig, da kuratellet, der er udpeget af skifteretten, endnu ikke har det fulde overblik over sagen.

Det nuværende kuratel består af Henrik Sjørslev, partner i DLA Piper, Morten Hans Jakobsen fra Gorrissen Federspiel og Finn Lynge Jepsen fra Elman, men ifølge Avisen Danmark vil Comwell Hvide Hus Aalborg, der også er blandt kreditorerne, nu have valgt en ny kurator til at tage sig af konkursboet.

Foreløbig er det dog ikke kommet frem, hvorfor Comwell ønsker en ny kurator.

Artiklens emner
Primera Air