Erhverv
BREAKING

Ny prognose: Coop taber og Rema vinder i kampen om dagligvaremarkedet

En ny analyse forudser, at dagligvaregiganten Coop Danmark vil lukke en lang række butikker og miste markedsandele. Koncernen selv vurderer dog, at øget onlinehandel vil sikre positionen.

Om 10 år vil de danske forbrugere - ifølge en prognose - kunne købe dagligvarer i op mod 2.700 fysiske butikker. Foto: Sine Fiig

Om 10 år vil konkurrencen have rykket rundt på det danske dagligvaremarked. Norskejede Rema 1000 bliver blandt vinderne og vil vokse i både markedsandele samt antal butikker. Til gengæld kan storkoncernen Coop Danmark blive mindre.

Den vurdering lyder fra Retail Institute Scandinavia, der netop har lanceret en ny analyse af og prognose for det danske dagligvaremarked frem mod 2028.

Ifølge den ligger Coop Danmark - med bl.a. SuperBrugsen, Fakta, Irma og Kvickly - samt Salling Group - med Netto, Føtex og Bilka - aktuelt meget tæt på hinanden målt i markedsandele. Begge omkring 35 pct.

Til gengæld forudser prognosen, at Coops markedsandele i 2028 vil falde til 31,5 pct. Samtidig vurderer direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia, at antallet af butikker i Coop falder med 10 pct. til 950 - mod ca. 1.100 nu.

Coop har allerede gennem en periode lukket en stribe tabsgivende butikker i discountkæden Fakta, ligesom andre af dens kæder har skruet ned.

»Coop kan naturligvis vælge at holde liv i mange mindre butikker, selvom de har eller måtte få et utilfredsstillende driftsresultat. Coop kan ligeledes vælge en mere offensiv investeringsstrategi, end vi har forudset i prognosen,« vurderer Henning Bahr.

Medlemsejet
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta med tilsammen knap 1.150 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 411 af Coops butikker.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. de selvstændige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 39 mia.
  • Koncernen ejes af 1,7 mio. medlemmer.
Hos Coop Danmark fastslår informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at den medlemsejede koncern nok vil have færre, fysiske butikker om 10 år end nu.

»Til gengæld deler vi slet ikke vurderingen af, at vores markedsandel vil falde. Coops investering i onlinehandel med fødevarer giver resultat - også de kommende år. Det kan sikre, at vi holder vores samlede markedsandel,« mener Jens Juul Nielsen, Coop.

Blandt vinderne de næste 10 år bliver - ifølge Retail Institute Scandinavia - den norske discountkæde Rema 1000. Kæden kan ifølge Henning Bahr øge markedsandelen fra 12 til 14 pct., mens dens antal butikker øges til 400 mod nu 317.

Norskejet
  • Discountkæden Rema 1000 er ejet af den norske, familieejede koncern Reitangruppen.
  • Har 318 butikker i Danmark, som drives af lokale franchisetagere.
  • Rema 1000 Danmark beskæftiger ca. 10.000 ansatte - hovedparten på deltid.
Adm. direktør Henning Burkal, Rema 1000, siger, at kædens mål er 15-20 nye butikker årligt. I 2018 kommer der 23 nye til, og for næste år er der aktuelt 20 butikker på vej. Derfor mener Henrik Burkal, at Rema i 2028 får mere end de 400 som prognosen forudser.

Om markedsandelen siger Rema-chefen:

»Vi er fortsat i et meget konkurrencepræget marked. Det tror jeg, at alle i dagligvarebranchen vil skrive under på. Der kæmpes om markedsandele som altid, og vi er glade for, at prognosen spår fremdrift.«

Retail Institute forudser, at Salling Groups samlede antal butikker her landet vokser til 660 mod 617 nu. Den vækst skal trækkes af Netto-kæden samt Føtex med især flere citybutikker under Føtex Food. Prognosen fremskriver derfor, at Sallings Groups markedsandel øges fra 35,2 til 35,7 pct. om 10 år.

De seneste 10 år er antallet af danske dagligvarebutikker målt på alle sektorer - fra de store varehuse til nærbutikker og discount - faldet med 13 pct. Der er fortsat 2.750 af dem - og de kommende 10 år vil der ifølge prognosen trods onlinehandel i vækst og andre faktorer - kun falde yderligere 2 pct. fra.

Læs også