Erhverv
0

Musk: Tesla er ikke længere døden nær

Den excentriske Tesla-frontfigur spår en lysere fremtid for elbilproducenten, der for nyligt fremviste gode kvartalstal.

Teslas overlevelse er så godt som sikret, mener Elon Musk, der arbejder 80-90 timer om ugen. Foto: Maurizio Pesce/Wikimedia Commons.

Tesla-stifter Elon Musk har en særlig evne til at gøre opmærksom på sig selv og stikke ud. Men denne uge skabte han ingen kontroverser, da han gæstede tech-podcasten Recode Decode.

Musk udtalte sig i meget positive vendinger om fremtiden for Tesla-projektet, som, indrømmede han, har været drænende.

»Indtil omkring september stod vi konstant med ting, hvor vi tænkte "Vi må løse det her, ellers dør vi." Jeg føler, at vi ikke længere er i en situation, hvor vi stirrer døden i øjnene,« forklarer Musk i podcasten.

»Som nyetableret bilproducent er det meget vanskeligere at få succes, end hvis man er etableret. Det er absurd, at Tesla er i live.«

Det har haft sin pris for Musk, der efter en periode med arbejdsuger på ca. 120 timer nu er nede på 80-90. Og det er »rimelig medgørligt,« siger rigmanden.

De senere år har Tesla blandet andet haft problemer med producentens billigste model - Model 3 - og dens produktion, som er haltet efter de oprindelige målsætninger om antal producerede biler. Men det ser ud ti lat gå den rigtige vej for Tesla, der har løftet produktionsniveauet og vil være »pengestrøms positive,« i alle fremtidige kvartaler, ifølge Musk. Med andre ord vil selskabet fortsat have penge tilbage, efter alle investeringerne er dækket.

2018 har været et svingende år for Tesla-aktien, der startede på 311 dollars, og siden har bevæget sig mellem en værdi på 250 dollars som det laveste og 380 dollars som det højeste. Fredag lukkede aktien på 346 dollars i kølvandet på gode kvartalstal, der viste, at Tesla for første gang i to år rent faktisk tjente penge.

For nyligt lovede Elon Musk, at en fremtidig opdatering til alle nyere Teslaer vil lade bilerne køre ejeren automatisk i møde på parkeringspladsen og gøre det muligt at fjernstyre bilen på afstand.

BRANCHENYT
Læs også