Top-Toy lukker 10 danske BR-butikker
Top-Toy, der er selskabet bag legetøjskæden BR, lukker 10 butikker i Danmark.
Det skrantende legetøjsselskab Top-Toy, som står bag kæderne Fætter BR og Toys ’R’ US i Norden og Nordtyskland, lukker nu 10 BR-butikker i Danmark.
Det oplyser Top-Toy i en pressemeddelelse.
»Det er ikke lykkedes for os at gøre Top-Toy lønsom i sin nuværende form, og derfor må vi nu ændre grundlæggende på virksomheden ved at forenkle og optimere de sunde dele af forretningen,« siger adm. direktør i Top-Toy, Per Sigvardsson.
Efter lukningen vil der fortsat være 87 BR-butikker tilbage i Danmark.
Ejerne bag Top-Toy, kapitalfonden EQT og familien Gjørup, annoncerede i sidste uge, at selskabet er tvunget til en rekonstruktion, efter at ejerne ikke har været villige til at skyde flere penge i Top-Toy.
Top-Toy kom ud af sidste regnskabsår med et nettounderskud på ca. 2 mia. kr., efter at selskabet havde foretaget en nedskrivning på 1,7 mia. kr. Omsætningen lå på ca. 3 mia. kr.
»Det er trist og beklageligt, at vi må sige farvel til dygtige kollegaer, der alle har kæmpet hårdt for at gøre TOP-TOY til en sund forretning. Men nu må vi fokusere på at skabe et stærkt TOP-TOY på fundamentet af virksomhedens mange sunde dele og den strategi, vi allerede er langt med,« siger Per Sigvardsson.
Top-Toy driver i dag 226 BR-butikker og Toys ’R’ US-varehuse i Norden.
Her lukker BR-butikkerne:
- BR Herlev
- BR Hellerup
- BR Vejle
- BR Kolding
- BR Holbæk
- BR Søborg
- BR Middelfart
- BR Tønder
- BR City-Vest Aarhus
- BR Magasin Aarhus




