Rekordår: Musk og hans selskab har nu affyret 21 raketter i 2018
SpaceX har været endnu flittigere med missionerne end i 2017.
Lillejuleaftensdag foretog SpaceX affyring nummer 21 i 2018, hvilket er rekordår for rumfartsvirksomheden. I fjor foretog Elon Musks selskab 18 affyringer, hvilket var det hidtil mest produktive år.
Det fremgår af SpaceX' Twitter-profil.
Affyringen af en Falcon 9-raket blev foretaget fra Cape Canaveral Air Force Station i Florida kl. 05.51 lokal tid.
Oprindeligt skulle raketten være sendt afsted d. 18. december, men denne blev udsat adskillige gange grundet bl.a. dårlige vejrforhold.
Du kan se affyringen her:
SpaceX har altså foretaget flere affyringer end i 2017, hvor der i forvejen var foretaget 10 mere (18) end i SpaceX' næstmest produktive år.
Målet hos SpaceX er ifølge virksomheden selv at gøre det billigere at opsende objekter ud i rummet. Derfor er selskabet i gang med at udvikle genbrugelige to-trins raketter. Tanken er, at den genanvendelige raket, som flyver på petroleum og flydende ilt, i første omgang skal lande på en platform i havet. Det lykkedes i 2016.
I 2019 er det planen, at SpaceX's raketter også skal transportere mennesker. Et program med NASA stipulerer nemlig, at SpaceX skal fragte amerikanske astronauter til Den Internationale Rumstation. Operationen er blevet udsat flere gange, men som det ser ud nu, kommer den til at foregå i 2019.
For et par måneder siden meldte SpaceX desuden ud, at verdens første private rumturist har underskrevet en aftale med raketvirksomheden for at flyve rundt om månen. Denne flyvning kommer efter al sandsynlighed også til at foregå i 2019.