Erhverv

Amerikansk superstjerne har slået millionrekord med julehit

24 år efter udgivelsen er den stadig en vindersang i julen.

Mariah Carey gæstede også København i år, da hun besøgte Royal Arena med sit juleshow. Arkivfoto: Brent N. Clarke/Invision/AP, File

For nogle er den julesangen, man ikke kan slippe af med, lige meget hvad man foretager sig i december.

Men for de fleste er den en vinder.

Det kan ses i tallene - for Mariah Careys 24 år gamle julehit "All I Want for Christmas is You" har netop slået en stor rekord hos musiktjenesten Spotify.

Med næsten 11 millioner lytninger den 24. december i år er den nemlig den mest streamede sang på en enkelt dag på Spotify nogensinde, skriver Quartz på baggrund af Spotifys egne tal.

Alligevel kommer hun ikke til at tjene helt vildt på denne rekorddag, skriver Quartz. For Spotify betaler kun mellem 0,039 kr. og 0,056 kr. pr. lytning - og det skal deles mellem pladeselskab, producer, kunstnere og sangskrivere.

Sangfuglen kommer dog formentligt ikke til at lide.

Sidste år kom det frem, at sangen allerede dengang havde skaffet hende en indtjening i omegnen af 60 mio. dollars i royalties, hvilket svarer til 377 mio. danske kroner.

Den tidligere rekordindehaver af den mest streamede sang på en enkelt dag på Spotify var XXXTentacion. Han var en rapper fra Florida, der udgav sangen "Sad" den 18 juni i år - hvorefter han blev skudt dagen efter. Den fik 10,4 mio. lytninger den 19. juni.

Mariah Carey ville først slet ikke lave en julesang. Men hendes pladeselskab, Columbia Records, ville have hende til at lave et julealbum, og til sidst blev hun overtalt og udgav albummet "Merry Christmas," der indeholdt nummeret, i 1994.

Ifølge Carey selv tog det kun omkring 15 minutter at skrive sangen med sangskriveren og produceren Walter Afanasieff.

Læs også
Top job