Bestseller fik slukket mikrofonerne til borgermøde om milliardærs højhus
Journalister blev bedt om at slukke mikrofoner og kameraer under borgermøde. Det er et demokratisk problem, mener en ekspert.
Den danske modekoncern Bestseller frabad sig rullende kameraer og tændte mikrofoner, da der i oktober skulle være borgermøde i Ikast-Brande Kommune om det højhus, som Bestseller og dens ejer, milliardæren Anders Holch Povlsen, har planer om at bygge.
Og kommunen efterkom Bestsellers ønske, skriver Politiken Byrum. Før mødet gik i gang, blev de fremmødte journalister bedt om at slukke for kameraer og mikrofoner. Det er stærkt kritisabelt, mener en ekspert.
»Når man ikke giver pressen optimale muligheder for at dække sagen, ikke mindst for de mange borgere, der ikke kan deltage, er det med til at undergrave mulighederne for at brede sagens aspekter ud,« siger Roger Buch, chefforsker i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Politiken Byrum.
Bestseller har planer om fra 2019 at opføre sin helt egen by i Brande. Byen med navnet ’Bestseller Village & Tower’ strækker sig over 64,5 hektar, og dens vartegn skal være en 320 meter høj bygning, der i så fald bliver Vesteuropas højeste.
Borgermødet i oktober var den del af en høringsproces i forbindelse med en ændring af lokalplanerne for området. Planchef i Ikast-Brande Kommune Karina Kisum Jensen siger til Politiken Byrum, at kommunen ville have truffet beslutningen om slukkede mikrofoner og kameraer, uanset om Bestseller havde haft samme holdning.
»Det var kommunens beslutning, at der ikke skulle være rullende kameraer og mikrofoner. Det var også Bestsellers ønske, men det var altså hensynet til borgernes spørgelyst, der var udslagsgivende for vores beslutning,« siger hun til Politiken Byrum.
Bestseller bekræfter, at ønsket kom fra dem:
»Da der stadig er lang vej til, at projektet er en realitet, og der derfor kan nå at ske mange ting i forhold til det endelige projekt, havde vi dog det ønske til kommunen, at det forblev et borgermøde, hvor alle interesserede blev ordentlig informeret, og ikke blev et pressemøde, hvor vi skulle brande eller sælge vores projekt. Dette ønske blev efterlevet af kommunen, og det blev aftalt i god ro og orden med de journalister, der var til stede på dagen,« skriver tøjkoncernen i en email til Politiken Byrum.
Finans har senest beskrevet, hvordan Anders Holch Povlsens planer om det 320 meter høje højhus kan tvinge en familie væk fra sin ejendom gennem fem generationer. Familien er nemlig indehaver af en stor del af det areal i midtjyske Brande, hvor Bestseller vil opføre sin egen by.
Udover et spektakulært højhus skal Bestseller Village & Town bl.a. rumme 60 butikker, boliger, hotel- og konferencecenter, kontorlokaler, caféer, restauranter, uddannelsesinstitutioner, legepladser, cykelstier og en tankstation.