Coop og populære netbutikker ser muligheder i Fætter BR-konkurs
Kort før nytår gik Fætter BR's ejer konkurs. Flere spillere står klar til at overtage markedsandelene fra den kollapsede legetøjsgigant.
En årlig omsætning på knap 3 mia. kr. blev kastet op i luften, da Top-Toy, ejeren af Fætter BR og Toys'R'Us, gik konkurs kort før nytår.
Måske ender legetøjet fra Top-Toy dog ikke på forbrændingsanlægget, men i stedet hos andre spillere på markedet for legetøj i Danmark.
For flere melder sig klar til at lægge tryk på indkøbet og salget af legetøj. Én af spillerne, den populære netbutik Coolshop, melder sig endda klar til at købe op i Fætter BR's konkursbo i form af butikker og varelager.
»Vi kunne godt tænke os at stå stærkere, også i byer, der nu mister deres legetøjsbutik. Men forudsætningen for, at legetøjsbutikker i dag kan blive en succes er, at man genskaber magien i butikkerne,« siger Coolshops direktør og medejer, Jacob Riisgaard, til TV 2 Nord.
Hos dagligvaregiganten Coop oplevede man i julehandlen en meget kraftig vækst i salget af legetøj på nettet. Det har givet Coop blod på tanden efter mere, og derfor følges situationen omkring Top-Toys konkurs tæt, fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.
»Det indebærer allerede nu, at vi er ved at sikre endnu større indkøb, så vi kan dække den øgede efterspørgsel online. Hvilke konsekvenser det får i vores fysiske butikker, har vi endnu ikke lagt os fast på. Men det er klart, at vi også her vil udvide sortiment og øge indkøb, hvis der kommer en øget efterspørgsel,« skriver han i en mail til Finans.
Hos konkurrenten Salling Group er man mere afventende.
»Indtil vi har set om kæderne i Top-Toy bliver overtaget af andre spillere, er det dog for tidligt at sige noget om, hvad det vil betyde for legetøjsmarkedet,« siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka, som drives af Salling Group.
For nylig kunne Finans fortælle om netbutikken Gucca.dk, der de seneste år har oplevet stor vækst og har ambitiøse planer i fremtiden.
Her fylder salget af legetøj mere og mere. Det vil konkursen hos Top-Toy bestemt ikke ændre på.
»Vi har her i det nye år lagt yderligere tryk på markedsføringen af vores legetøj, og vi er i fuld gang med at udvide sortimentet. Dertil kommer, at der er aftalt møder med nye danske leverandører af legetøj, som vi kommer til at tilbyde produkter fra i løbet af året,« siger Palle Nielsen, kommerciel direktør i Gucca.dk.
Kollapset i Top-Toy betød, at mere end 3.000 medarbejdere mistede jobbet.