Erhverv

Too Good To Go lancerer webshop

Priser og udvalg vil være det samme på webshoppen som i virksomhedens fysiske butik på Frederiksberg i København.

Webshoppen fungerer som udvidelse af butikken på Nyelandsvej på Frederiksberg i Købehavn. Foto: Pressefoto

Madspildsappen Too Good To Go lancerer sin første webshop.

Butikken i Frederiksberg i København udvider med en webshop, så danskere over hele landet kan købe varer, der er i overskud.

Det skriver Too Good To Go i en pressemeddelelse.

»Siden åbningen af butikken i sommer har vi tydeligt mærket, at efterspørgslen for at åbne flere butikker rundt omkring i landet er stigende. Vi kan få endnu flere danskere med i kampen mod madspild, når vi nu inviterer alle til at redde overskudsmad via vores nye webshop,« udtaler landechef for Too Good To Go Mikkel Fog i pressemeddelelsen.

10 danske iværksætter-firmaer du skal holde øje med

Den københavnske butik får alt fra juice og snacks til øl og vitaminpiller hjem fra grossister og producenter, der ikke selv kan komme af med de overskydende madvarer.

Varerne sendes bl.a. videre til Too Good To Go på grund af strenge krav til holdbarhedsdato eller skæve etiketter.

Priserne på webshoppen vil være de samme som i den fysiske butik, men da køle- og frysevarer er for ressourcetunge at levere, bliver det ikke muligt at bestille disse varer online.

Fakta om madspild
  • Danske forbrugere har et madspild på 260.000 tons om året
  • Målt i tons er der mest madspild ved brød, bagværk, frugt og grøntsager
  • Målt i kroner er der mest madspild i fersk kød pr. kg.
  • Man mindsker klimabelastningen mere med en indsats ved madspild af kød og mejeriprodukter end ved brød og bagværk
Kilde: Fødevarestyrelsen

Levering af madvarerne skal gøres så bæredygtigt som muligt.

»Vi har sat en leveringsaftale i stand, hvor et firma afhenter vores pakker på deres normale rute og sender dem videre gennem de velkendte leveringspartnere i Danmark. Derudover anbefaler vi, at man får leveret sine varer til en pakkeshop, så en transportvogn ikke skal køre ud på privatadresser,« siger Mikkel Fog i pressemeddelelsen.

Men hvad sker der, hvis hele Danmark pludselig får lyst til at købe overskudsmad fra en lille butik på Frederiksberg?

»Der er rigtig mange overskudsvarer derude, og vi har selvfølgelig et begrænset lager. Men ser vi stor efterspørgsel, finder vi en løsning,« siger marketingchef i Too Good To Go Nicoline Rasmussen.

Yderligere 45 mio. kr. bliver investeret i Too Good To Go

Senest har virksomheden sat et samarbejde i gang med producenter, der gerne vil tilføje ’ofte god efter’ på datomærkningen som pendant til det velkendte mærkat ’bedst før.’

Too Good To Go blev stiftet af Stian Olesen og Thomas Bjørn Momsen i 2015.

Madspildsappen har i øjeblikket ca. 8 mio. brugere og er aktiv i Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz og Spanien.

BRANCHENYT
Læs også