Fortsæt til indhold

Stenrig Velux-ejer løfter toplinjen - men dårligt investeringsår koster

Et dårligt investeringsafkast får bundlinjen til at falde hos VKR Holding, som bl.a. ejer producenten af ovenlysvinduer Velux.

Erhverv

Et skidt investeringsår for VKR Holding, som ejer vinduesgiganterne Velux og Dovista, får bundlinjen til at skrumpe. Den er faldet fra 2,5 mia. kr. til 1,8 mia. kr., viser nyt årsregnskab.

»Vores resultat i 2018 er påvirket af urealiserede tab på de finansielle investeringer, hvor en stor del dog er genvundet i de første måneder af 2019,« siger Mads Kann-Rasmussen, adm. direktør i VKR Holding, i en pressemeddelelse.

Dykket på bundlinjen skyldes ifølge VKR primært et urealiseret tab på børsnoterede aktier afledt af generel geopolitisk usikkerhed. Ud over at være et holdingselskab for flere virksomheder, er VKR også et investeringsselskab, der investerer sine penge i bl.a. aktier, obligationer og kapitalfonde.

Hvis man ser bort fra de finansielle investeringer, anser VKR 2018-regnskabet som tilfredsstillende.

Mens bundlinjen faldt med knap 30 pct., steg toplinjen derimod 5 pct. til 19,6 mia. kr. Det svarer i kroner og ører til en stigning på næsten en mia. kr.

Opkøb, som Velux har foretaget, står for godt 2 pct. af væksten, mens den organiske vækst altså lander på 3 pct.

Mads Kann-Rasmussen har i flere år fortalt, at VKR ønsker at købe op inden for koncernens eksisterende forretningsområder, men også kigger på muligheder for tilkøb af et helt nyt forretningsområde.

VKR følger stadig den investeringsstrategi, oplyser VKR i forbindelse med regnskabet, men Velux-arvingen og direktøren siger samtidig:

»Vi optræder fortsat som en tålmodig investor og har tid til at vente på den rette mulighed, før vi foretager væsentlige investeringer.«

Kigger man på, hvordan VKR’s forretningsområder har klaret sig gennem 2018, har ovenlysforretningen Velux ifølge koncernen klaret sig som forventet, mens det har været et udfordrende år i facadevinduesforretningen Dovista, som er kendt under brands som Velfac og Rationel. En negativ udvikling på det svenske og britiske marked er en af hovedforklaringerne ifølge VKR.

Også VKR’s tredje forretningsområde inden for termisk solenergi med selskabet Arcon-Sunmark har haft et udfordrende år. Selskabet kom for andet år i træk ud af regnskabsåret med røde tal på bundlinjen.

VKR forventer vækst i 2019, men en indtjening på niveau med 2018.

Regnskabstal for VKR Holding:

I mio. kr.20182017
Omsætning19.59218.648
Driftsresultat (EBIT)2.6172.820
Resultat efter skat1.7852.532
Egenkapital16.91415.948
Antal medarbejdere, gennemsnitligt15.45914.764
Artiklens emner
VKR Holding
Velux