Erhverv
0

Gigant satser millioner på dansk madtrend

Fødevarekoncernen Fazer satser aggressivt på det danske marked for plantebaserede og veganske produkter. Den danske pionér på området hilser konkurrencen velkommen.

Fazer-koncernen har udset det danske marked som et nyt satsområde. Koncernes veganske produkter rulles nu ud i de fleste supermarkedskæder. Foto: Fazer

Danmark har stigende appetit på plantebaserede produkter.

På tv-skærmen ruller reklamer, der opfordrer til at give koen en pause og erstatte mælken med en plantebaseret af slagsen.

Coop har kaldt veganerprodukter for et potentielt »nyt vindmølleeventyr«, og Salling Group melder om kraftig vækst i salget af veganske varer.

Den grønne fødevarebølge får nu også den finske madgigant Fazer til at indlede en storoffensiv på det danske marked.

Konkret smider Fazer et tocifret millionbeløb i udrulningen og markedsføringen af en række veganske og plantebaserede produkter i Danmark. Det sker under produktserien Fazer Yosa, der allerede er i flere andre nordiske lande.

»Det nye store fokusområde er Danmark. Det er et marked i rivende udvikling. Normalt er Danmark trendsættende inden for mad og gastronomi, men på dette område halter Danmark bagefter. Derfor er der et stort potentiale, som vi vil være med til at forløse,« siger Hans Christian Ulrich, landechef for Fazer Lifestyle Foods Denmark, til Finans.

Fazer vil gå aggressivt til værks med reklamekampagner i bybilledet og på sociale medier for sit grønne indtog i Danmark.

Samtidig har koncernen fået sine produkter ud til stort set alle landets supermarkedskæder.

»Vi ønsker at få en markedsledende position i Danmark og tror på, at det kan lade sig gøre, fordi vi smagsmæssigt har de bedste produkter,« siger Hans Christian Ulrich.

Hos Naturli’ Foods, den måske største spiller på markedet for veganske produkter i Danmark, hilser man konkurrencen velkommen fra den finske fødevarekæmpe.

»Vi har været på dette marked siden 1988 og ser kun positivt på, at andre nu også gerne vil være med. Vores mission er at lave en bedre balance mellem menneske og natur. Det er kun godt, hvis andre virksomheder er med på det,« siger Henrik Lund, adm. direktør i Naturli’ Foods.

Ser du stadig positivt på det, hvis Fazer kommer til at tage markedsandele fra jer?

»Jeg tror faktisk ikke, det kommer til at gå udover os, men derimod nogle af de spillere, som sælger traditionelle mejeriprodukter. Når det er sagt, håber jeg bare mest på, at Fazers produkter smager godt, så de ikke skræmmer folk væk fra plantebaserede produkter,« siger han.

På verdenplans omsætter Fazer for over 10 mia. kr. årligt og beskæftiger mere end 15.000 medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også