Erhverv
0

Stadil og Buch er ude: Konkursramt vaskefirma reddet

Washa er blevet ramt af konkurser to gange på syv måneder. Nu er firmaets konkursbo blevet købt.

Her ses de tre stiftere af konkursramte Washa. To af dem, Max Stripp til venstre og Karim Ben M'Barek til højre, er medejer af Washa 3.0, som har købt konkursboet.

Konkursboet efter det tv-kendte vaskefirma Washa er blevet solgt.

Det oplyser konkursboets kurator, advokat Anders Hauge Gløde fra Bech-Bruun. Han kunne allerede i forbindelse med konkursen i sidste uge fortælle, at et salg af konkursboet var forestående.

Køberen er en investorgruppe med Washa-stifterne Karim Ben M'Barek og Max Stripp i spidsen. Washa er blevet ramt af konkurser to gange på syv måneder, og begge gange har det været med Karim Ben M'Barek som adm. direktør. Den rolle kommer han også til at få i Washa 3.0, som det nystiftede selskab hedder.

»Vi har fået overdraget samtlige aktiver i konkursboet og ser nu fremad,« siger han til Finans.

Washa har nu været ramt af konkurser to gange på syv måneder. Hvorfor skulle det gå anderledes denne gang?

»Fordi vi har kunderne i fokus og kan servicere dem altid og hele tiden. Jeg tror stadig på dette projekt,« siger Karim Ben M'Barek.

Den nye investorkreds tæller den tidligere Carlsberg-topchef Flemming Lindeløv og ejendomsmillionærerne Lars-Erik Houmann Christensen og Lau Kristensen.

Men til forskel fra tidligere er Christian Stadil og Jesper Buch nu ikke længere med i ejerkredsen. De investerede i Washa for år tilbage i DR-programmet "Løvens Hule". Det samme gjorde Tommy Ahlers dengang.

Men Ahlers stoppede med at være medejer af Washa, da han blev uddannelses- og forskningsminister.

Til gengæld blev Anders Degn Kristensen, der er direktør i Tommy Ahlers' selskaber, medejer af Washa. Anders Degn Kristensen er dog heller ikke en del af det nye setup omkring Washa.

Men fik løverne Christian Stadil og Jesper Buch så muligheden for at være med i den nye ejerkreds bag Washa?

»Det vil jeg ikke udtale mig om. Det må de selv svare på,« siger Karim Ben M'Barek.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Christian Stadil og Jesper Buch.

Washa gik konkurs, fordi selskabet ikke kunne betale lønninger til sine ansatte.

»Det var ikke forsvarligt at fortsætte med driften. Derfor begærede vi os konkurs,« siger Karim Ben M'Barek.

Der er vel en grund til, at det ender med, at der ikke er penge til lønninger?

»Det kan jeg ikke sige så meget om, udover at det var svært at samle virksomheden op efter den seneste konkurs,« siger han.

I begyndelsen af september lod Washa sit daværende selskab gå konkurs efter en bizar tvist med den tidligere storaktionær Berendsen.

Frem for at drive det daværende driftsselskab videreførte Washa sine aktiver og aktiviteter videre i et nystiftet selskab, så selskabet kunne få »friheden« tilbage, som vaskefirmaet selv formulerede det.

Den manøvre er lige nu ved at blive undersøgt af advokat Michala Roepstorff fra Plesner, som er kurator i Washas første konkursbo.

Finans har tidligere kunnet fortælle, at der var anmeldt gæld for 10 mio. kr. i det konkursbo.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også